JEG SAVNEDE MINE BØRN

Der var ikke det store drama, da Mikael og jeg besluttede os for at flytte hvert til sit. Vi havde været sammen, siden vi var unge, og vi var ganske enkelt vokset fra hinanden. Vi var mere venner end elskende, og det valgte vi at tage konsekvensen af. I praksis var bruddet ikke helt så enkelt, for vi havde vores to børn, Maja på seks og Stefan på fire, at tage hensyn til.

Vi var enige om, at børnene skulle lide så lidt som muligt, og derfor besluttede vi os for, at de skulle bo en uge hos hver af os. Mikael fandt et rækkehus i den anden ende af byen, og jeg blev boende i vores gamle hus. Da Mikael var kommet på plads, kunne vores nye liv begynde. Alt var tilrettelagt, og vi havde virkelig talt alle aspekter igennem, så jeg følte mig godt rustet til et liv med delebørn, men jeg havde ikke forudset, hvor meget jeg ville komme til savne Maja og Stefan.

Den første uge, hvor børnene skulle være hos Mikael, havde jeg planlagt, at jeg ville male stuen og besøge min veninde Hanne. Jeg havde også en god bog liggende, som jeg gerne ville i gang med, men ingen af mine planer blev til noget.

Da jeg lukkede døren og vendte mig mod det tomme hus, forsvandt alt energi og glæde ud af mig.

Jeg vinkede glad farvel til Maja og Stefan, med da jeg lukkede døren og vendte mig mod det tomme hus, forsvandt alt energi og glæde ud af mig. Jeg gik rundt i de tomme værelser. Aldrig før havde der været så stille i huset, pludselig kunne jeg høre, hvordan køkkenuret havde en irriterede tikken, og i mine øre var det lyden af ensomhed. Jeg satte mig tungt på sofaen, og her blev jeg resten af aftenen.

Næste dag kravlede jeg på arbejde, hvor jeg sad som en zombie ved mit skrivebord hele dagen. Jeg forsøgte at lave noget, men hele tiden gik mine tanker til børnene. Havde Mikael husket at smøre madpakker til dem, og huskede han nu, at Stefan gik til fodbold om torsdagen? Jeg kunne slet ikke komme videre med mit arbejde, før jeg havde ringet til Mikael og tjekket op på, at alt var ok.

– Sanne, det går rigtig fint. Og jeg har husket madpakkerne, så slap du bare af og nyd, at du har lidt tid til dig selv, sagde Mikael.

Men jeg kunne overhoved ikke slappe af. Jeg tænkte kun på børnene, og jeg følte mig ensom og trist, da jeg låste mig ind i det tomme hus om eftermiddagen. Jeg burde nyde, at jeg ikke skulle drøne rundt og hente børn to forskellige steder, købe ind og lave mad, men det kunne jeg ikke.

Jeg savnede simpelthen mine børn så meget, at jeg næsten ikke kunne holde ud at være i huset uden dem. Jeg krøb sammen i fosterstilling på sofaen og følte, at jeg ville gå i stykker, hvis jeg forsøgte at røre mig. Intet var mig fjernere end at begynde på malerarbejdet eller besøge Hanne.

Jeg ringede til hende for at aflyse vores aftale næste dag, for jeg havde ikke lyst til at se andre mennesker.
– Du bliver nødt til at prøve at få det bedste ud af det, sagde min veninde. – Jeg kunne da godt bruge lidt tid alene, selv om jeg elsker mine unger.

Sådan ville jeg også have tænkt tidligere, men nu, hvor jeg havde tid alene, var det bare ikke så fantastisk. Det føltes virkelig unaturligt, at børnene ikke skulle være sammen med deres mor, for det var jo mig, der havde født dem.

– De har det jo også godt hos deres far, sagde Hanne. – Mikael er en fantastisk far, så du har intet at være bange for. Se i stedet at komme i gang med at male din stue.
Det kunne hun sagtens sige, for hun var lykkeligt gift med Klaus og havde altid sine børn hos sig.

Frygtelige aleneuger

Ugen sneglede sig af sted, og dagens højdepunkt var, når jeg ringede og sagde godnat til børnene, men så snart jeg havde lagt røret, følte jeg mig ensom og savnet gjorde nærmest fysisk ondt.

Endelig blev det søndag, og jeg kunne næsten ikke vente til, Mikael kom med ungerne. Jeg krammede og kyssede dem, som havde vi været adskilte i et halvt år og ikke i en uge. Til sidst vred Stefan sig fri fra mine arme.

– Mor, jeg vil ikke kysse, jeg er altså ikke en pige, sagde han og gik ind på sit værelse.
– Stakkels dreng, du giver ham jo en moderbinding for livet, grinede Mikael, men jeg syntes overhoved ikke, at det var sjovt.

Da jeg havde sluppet børnene, udsatte jeg Mikael for et længere forhør. Havde han sørget for, at de fik mælk nok? Nu havde han vel ikke givet dem slik på hverdage? Og nu havde han forhåbentlig sørget for, at de kom i seng i rette tid?

– Ja, Sanne, det har jeg. Jeg ved ikke, om du kan huske det, men jeg har faktisk boet sammen med Maja og Stefan i årevis, så jeg tror nok, at jeg ved, hvordan jeg skal passe dem, sagde min eksmand lettere irriteret.

– Jeg ved ikke, om du kan huske det, men jeg har faktisk boet sammen med Maja og Stefan i årevis, så jeg tror nok, at jeg ved, hvordan jeg skal passe dem, sagde min eksmand lettere irriteret.

Ugen med børnene gik alt for hurtigt, og snart skulle jeg aflevere dem til Mikael igen. Jeg forsøgte at finde på alle mulige dårlige undskyldninger for at beholde børnene. Så Maja ikke lidt bleg ud? Og havde Stefan ikke hostet lidt de sidste par dage?

– Jeg skal nok passe godt på dem, og jeg ringer, hvis der er det mindste, sagde Mikael, da jeg afleverede børnene.

Jeg stod lidt for længe og hang i hans dør i håb om at blive inviteret ind, for jeg kunne ikke overskue at skulle hjem til det tomme hus, men Mikael reagerede ikke på mine signaler. Han endte venligt med bestemt med at sige, at nu måtte han hellere komme ind og begynde på middagsmaden.

Slukøret kørte jeg hjem. Jeg stoppede op og købte en pizza på vejen, for jeg gad ikke lave mad, men da jeg kom hjem, spiste jeg kun et lille stykke pizza. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at normalt købte børnene og jeg pizza, når vi skulle hygge os foran fjernsynet, og nu sad jeg alene og zappede rundt på kanalerne, mens pizzaen blev kold og kedelig i kassen.

Rugbrødsmadder og dårlige tv-serier

Jeg kunne ikke fungere uden mine børn. Jeg kunne slet ikke huske, hvad jeg havde brugt tiden til, før jeg fik børn, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle bruge al den ekstra tid til nu.

Jeg hang længe på arbejdet, for der kunne jeg bedre holde ud at være der end hjemme. Når jeg var hjemme, lå jeg bare på sofaen og så dårlige tv-serier, mens jeg spiste rugbrødsmadder, for jeg orkede ikke at lave mad, når børnene ikke var her. Og så brugte jeg meget tid på at finde på påskud for at ringe til Mikael.

Selvfølgelig var det helt i orden, at jeg ringede og sagde god nat til børnene, men Mikael blev ret hurtigt træt af mine evige spørgsmål. Jeg havde det bedst, hvis jeg vidste præcis hvad de havde lavet i løbet af dagen, og jeg blev ved med at spørge, indtil jeg fik stillet min nysgerrighed.

Og der skulle ikke være det mindste i vejen, før jeg var parat til at hente børnene. Som da Maja havde mavepine.

– Er du sikker på, at jeg ikke hente hende? Hun vil vel gerne hjem i sin egen seng, sagde jeg håbefuldt.

– Er du sikker på, at jeg ikke hente hende? Hun vil vel gerne hjem i sin egen seng, sagde jeg håbefuldt.

– Maja ligger allerede i sin egen seng, og hun skal ikke hjem, for hun er allerede hjemme. Må jeg minde dig om, at vi har fælles forældremyndighed, og børnene bor både hos dig og hos mig? sagde Mikael tonløst. – Og nu må du have mig undskyldt. Jeg har faktisk et sygt barn at passe.

Mine kolleger var ikke i tvivl om, hvornår jeg havde børnene, og især hvornår jeg ikke havde dem. I de børnefri uger var jeg trist og indadvendt, og en dag kom min kollega Mette ind på mit kontor.

– Sanne, jeg synes, at vi skal aftale at lave noget hyggeligt, nu hvor du ikke har børn, sagde Mette. – Jeg har også børnerfri uge, så vi kunne gå ind og se en film?

Mette havde også to børn, som boede på skift hos hende og deres far, og det var bestemt sødt af hende at spørge, men jeg havde ærlig talt ikke lyst. Jeg kunne meget godt lide Mette, men vi plejede ikke at ses uden for arbejde, og jeg orkede ikke at tilbringe en aften med et menneske, jeg ikke kendte så godt.

Samme følelseshelvede

Mette lod sig dog ikke slå ud. De næste gange, hvor jeg ikke havde børnene, blev hun ved med at foreslå, at vi skulle lave noget sammen, men jeg afslog venligt.
– Kunne du så ikke bare gå med for min skyld? Jeg trænger til at komme lidt ud, klagede Mette, og jeg kom til at grine og sagde ja.

Vi mødtes på en cafe, og selv om jeg havde været lige ved at ringe og aflyse, blev det faktisk en hyggelig aften.

– Jeg var selv gennem en skilsmisse for tre år siden, og i starten havde jeg det ligesom dig. Jeg stortuede, når børnene skulle over til deres far, fortalte Mette.

Det var rart at høre Mette fortælle, for hun havde været igennem præcis det samme følelseshelvede som mig.
– Hvad gjorde du så for at få det bedre? spurgte jeg.

Min kollega fortalte, at hun begyndte at planlægge sine friuger. Alle aftener var besat, og selv om hun måtte tvinge sig af sted, havde det faktisk virket.

– I dag vil jeg nødig undvære mine aleneuger, selv om jeg altid glæder mig vildt til, at ungerne kommer hjem igen.

– Og hvor trist det end er, så må jeg jo indrømme, at mine unger elsker at være sammen med deres far, sagde hun og slog en latter op. – I dag vil jeg nødig undvære mine aleneuger, selv om jeg altid glæder mig vildt til, at ungerne kommer hjem igen.

Da jeg tog afsked med Mette, havde vi lavet en aftale om, at vi skulle ses én gang i vores børnefri uge, for så havde jeg en ting at se frem til.

Den aften blev lidt af en øjenåbner for mig. Jeg erkendte, at der ikke kom noget godt ud af, at jeg gik og havde ondt af mig selv.

Næste gang, jeg ikke havde børnene, havde jeg lavet flere aftaler, og jeg tvang mig selv til at gå i gang med malerarbejdet. Hanne kom til middag en af dagene, og jeg opdagede, at det faktisk var rart at sidde og snakke i flere timer, uden at blive afbrudt af børnene.

Nu er der gået et halvt år siden, at Mikael og jeg gik fra hinanden. Jeg synes stadig, at det er svært at aflevere børnene, og jeg er oftest i dårligt humør den første dag, men så nyder jeg også, at jeg har tid til mig selv.

Mette og jeg har gjort det til en hel tradition, at vi går ud og spiser hver børnefri onsdag, og jeg er også begyndt på et franskkurus. Stuen er blevet færdigmalet, og børnenes værelser har også fået en tur. Det sker selvfølgelig stadig, at jeg bliver ramt af akut savn efter mine børn, men jeg prøver at bekæmpe det, for jeg ved, at de er i de bedste hænder, når de er hos Mikael.