AFBUDSREJSE TIL BOUNTYLAND

Helene var ikke så sikker på, at det var en god ide. Jo længere flyet kom ud af Efter skilsmissen kommer Helene til  at booke en afbudsrejse til Caribien, men hvad skal hun - en fornuftig bogholder - på farvestrålende og sanselig tropeø?startbanen, jo mere blev hun i tvivl om rejsen.

Hun overvejede et kort øjeblik, om hun skulle hidkalde en af de evigt smilende stewardesser og fingere en blindtarmsbetændelse for at komme af flyet igen. Men Helene havde hele sit liv været den søde pige med nyspidsede blyanter i penalhuset, der helst ikke ville tiltrække sig for meget opmærksomhed, så hun gjorde det ikke. Desuden vidste hun ikke nok om blindtarmsbetændelser til at kunne levere en overbevisende præstation. I stedet klemte hun hænderne om armlænet og pressede øjnene hårdt i.

Helene var på vej på sin første ferie alene nogensinde. I alle de år, hvor hun havde været gift med Jørgen, rejste de sammen. Altid Mallorca, altid hotel Flamingo. Nu var Jørgen væk. Han sad sikkert på en højskole et eller andet sted i Jylland og slog på bongotromme, mens en flok gevandtklæde kvinder dansede regndans.

Helene var ikke typen, der gik i farvestrålende gevandter med små spejle, og hun var slet ikke typen, der dansede følelserne ud af kroppen. Og Jørgen havde heller aldrig forekommet hende som typen, der tændte på den slags hippiekvinder. Men det gjorde han, viste det sig.

I foråret var han kommet hjem fra et firmakursus og havde talt om, vigtigheden i ikke at gå i stå i sin personlige udvikling. Helene var målløs. Den eneste udvikling, Jørgen plejede at have interesse for, var udviklingen i superligaen. Men nu var han ikke til at styre.

Kurset havde virkelig åbnet hans øjne for det personlig potentiale, som han havde undertrykt i mange år, underforstået i årene med hende, og kurususlederen, en kvinde med hennafarvet hår og ubarberede armhuler, havde åbenbart set det som sin personlige mission at styre Jørgens personlige udvikling i en mere hensigtsmæssig retning. Så meget at han gik fra Helene og flyttede ind til hende og hendes to børn.

Kurususlederen, en kvinde med hennafarvet hår og ubarberede armhuler, havde åbenbart set det som sin personlige mission at styre Jørgens personlige udvikling i en mere hensigtsmæssig retning. Så meget at han gik fra Helene og flyttede ind til hende og hendes to børn.

Især det med børnene gjorde ondt. En ting var at være blevet droppet til fordel for en 10 år yngre alternativ terapeut efter 24 års ægteskab, men det sved, at hun havde børn. Helene og Jørgen havde aldrig fået børn, og selv om Helene ikke sagde det højt, havde det været en stor sorg for hende. En kombination af virkelig dårlig sædkvalitet og mandlig stolthed havde sat en stopper for ambitionen om at blive en kernefamilie, og adoption kom heller ikke på tale, da Jørgen ikke troede på, at man kunne elske et fremmed barn så meget som et, man delte gener med.

En farvestrålende verden

Nu var sommeren kommet, og Helene havde ingen planer. Hun havde mest lyst til at spørge chefen, om hun ikke bare kunne få lov at tilbringe sommeren bag sit skrivebord i bogholderiet. Desværre kom hun til at nævne det for et par kolleger, og så var fanden løs. Hun skulle da nyde sin frihed og gøre lige, hvad hun havde lyst til.

– Mon ikke du har lyst til noget andet end Mallorca? Hvis ikke jeg havde Klaus og ungerne og var tvangsindlagt til at tilbringe tre uger i sommerhus på Falster, var jeg da helt klart dampet ud i verden, sagde Ulla. – Jeg ville tage til en eller anden caribisk ø og lade mig opvarte af en smuk, ung mand.

Ulla så drømmende ud, og Helene kunne da godt høre, at det lød besnærende. Så besnærende, at hun i et yderst svagt var kommet til at booke en afbudsrejse til Caribien, 14 dage i Bountyland. Det skulle jo nødig hedde sig, at hun ikke kunne finde ud af at bruge sin nyvundne frihed.

Det var fire dage siden, og nu sad hun så og bed negle i en stor boring 747, mens Danmark blev mindre og mindre under hende.

Helene havde aldrig været udenfor Europa i sit 47-årige liv, og mødet med Caribien var ved at tage pippet fra hende. Farverne, lugtene, solen, musikken og ikke mindst menneskene, der vuggede af sted i deres eget rolige tempo. Helene blev bombarderet med sanseindtryk, og de første dage var hun helt udmattet, når solen gik ned.

Hun følte sig forkert og alene i denne farvestrålende verden, og når hun spejdede rundt efter artsfæller, så hun kun lykkelige par.

Hun følte sig forkert og alene i denne farvestrålende verden, og når hun spejdede rundt efter artsfæller, så hun kun lykkelige par. Helene lovede sig selv, at hvis hun overlevede 14 dage i Bountyland, ville hun aldrig mere forlade Europa. Hvad var der egentlig galt med Mallorca eller et sommerhus på Falster?

Da der var gået en uge, begyndte Helene at lægge mærke til en ældre engelsk kvinde på hotellet. Kvinden indtog også sine måltider alene, men modsat Helene så hun ikke ud til at have noget i mod det. Helene så hende også på stranden eller på de små barer ved stranden, men der var hun ikke alene.

Hun havde tit selskab af en yngre, lokal mand. Så grinede den engelske kvinde meget, og Helene syntes nærmest, at hun lignede en forelsket teenager. Helene var lidt forarget over kvindens opførsel, men hun kunne ikke undgå at bemærke, at kvinde i den grad udstrålede en glæde ved livet, som hun ikke selv havde følt længe.

20 år og smuk igen

En aften satte kvinden sig hen til Helenes bord.
– Du ser ud, som om du godt kunne bruge lidt selskab og lidt opmuntring, sagde kvinden, som præsenterede sig selv som Ellen.

Helene blev først fortørnet over Ellens direkte form, men da hun jo var et høfligt menneske, kunne hun ikke få sig til at finde på en undskyldning for at gå, og desuden følte hun sig lidt ensom.

Ellen hidkaldte tjeneren, og før Helene nåede at sige, at hun bare skulle have kaffe, stod er en farvestrålende drik foran hende. Ellen var meget snakkende, og Helene erfarede hurtigt, at hun havde mistet sin mand fem år tidligere.

– Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive glad igen, sagde Ellen og så alvorlig ud. – Jeg sad bare hjemme og følte mig gammel og grå, men så fandt jeg mit eget paradis her.

Ellen slog ud med armene. – Jeg kommer her mindst en gang om året, og når jeg tager hjem igen, føler jeg mig som en ny kvinde.
Hun lænede sig over mod Helene, mens hun hviskede: – Det er mændene hernede. De får mig til at føle mig, som om jeg er 20 og smuk igen.

Ellen lænede sig over mod Helene, mens hun hviskede: – Det er mændene hernede. De får mig til at føle mig, som om jeg er 20 og smuk igen.

Helene så forskrækket ud, hun syntes nok, at betroelserne var ved at tage overhånd, men Ellen grinede, da hun så Helenes ansigt. – Nej, nej, søde ven, det er slet ikke på den måde. Det er jeg da alt for gammel til. Nej, jeg flirter bare og nyder deres opmærksomhed. De gør mere for mig end de dyre creme, jeg smører i ansigtet. Det skulle du også prøve. Du ser ud, som om du godt kunne trænge til et lille eventyr.
Ellen blinkede, og Helene rødmede. Nej, hun skulle i hvert fald ikke ud på noget eventyr.

Uro og rastløs på stranden

Der var næsten tomt i restauranten, da Helene gjorde sin entre næste formiddag. Hun mindedes ikke, hvornår hun sidst havde sovet så længe, men de farvestrålende drinks, og Ellens snak havde gjort hende ør i hovedet.

Ellen var ikke at se i restauranten, og Helen var både skuffet og lettet. Skuffet, fordi det trods alt var rart at have et andet menneske at tale med, og lettet, fordi hun blev utilpas over den måde, hvorpå Ellen havde gennemskuede hende.

Efter morgenmaden gik Helene på stranden bevæbnet med bøger og blade, så hun ikke signalerede, at hun var en ensom stakkel. I strandkanten så hun Ellen, der kom slentrende hånd i hånd med den yngre mand, som Helene havde set hende med før. Manden sagde et eller andet, og Ellen grinede højt, og manden kyssede hende på kinden. Helene blev lidt forarget. Hvad lignede det for en gammel kone på næsten 60 at gøre sig til grin på denne måde?

Men Helene mærkede også noget andet. Hun mærkede et stik af misundelse, og igen hørte hun Ellens ord for sig: ’Du ligner en, der godt kunne trænge til et eventyr’.

Hun forsøgte at koncentrere sig om at læse, men hun mærkede en uro og en rastløshed, der gjorde det svært, og en luftig tanke begyndte langsomt at tage form i hendes hoved. En tanke, som voksede sig stor og stærk i løbet af den hede dag, og da det blev aften, var den ganske umulig at slå ud af hovedet.

En tanke, som voksede sig stor og stærk i løbet af den hede dag, og da det blev aften, var den ganske umulig at slå ud af hovedet.

Helene mærkede, hvordan silken kærtegnede huden, da kjolen gled hen over hendes krop. Det var en yndig sommerkjole i den spædeste lysegule farve. Helene var faldet for den i et butiksvindue og have spontant købt den, men da hun prøvede den hjemme, var den alligevel forkert, i hvert fald til Helene. Alligevel havde hun pakket den ned i kufferten i håb om, at hun her under de varme himmelstrøg turde gå i den.

Nu stod hun kritisk og betragtede sit spejlbillede. Hun havde fået lidt farve, og den gule farve kom rigtig til sin ret. Hun tog lidt parfume på og lagde en let makeup, alt i mens hun strengt formanede sig selv om, at hun jo bare lige gik en tur ned til strandbaren for at se efter Ellen, og hvis ikke Ellen var der, kunne hun jo drikke en kop kaffe.

Ellen havde fortalt hende, at hun ofte gik alene ned på baren, for her kom hun altid i snak med folk. Med folk havde Ellen med alt tydelighed ment mænd.

Natten mørk og lun

Helene var ret nervøs, da hun nærmede sig strandbaren. En primitiv bar byget af bambus helt ude i strandkanten. Stedet var lyst op af kulørte lamper, og rundt i en cirkel rundt om baren stod levende fakler. Hun kiggede sig omkring. Ellen var ikke at se, der var to par og en gruppe yngre mennesker.

Helene følte sig fjollet, som hun stod der i sin fine silkekjole og så på de unge piger i saronger.
Hun var alt for gammel til det her, og hun ville alligevel ikke ane, hvad hun skulle sige, hvis hun mødte en mand.
– Det var dog en yndig kjole, sagde en stemme bag hende, og Helene snurrede forskrækket rundt.

Bag hende stod en høj, mørk mand. Hans træk var markerede, og i faklernes skær lignede hans hud blød fløjl, og Helene fik helt instinktivt lyst til at række hånden ud og ae ham over kinden.

Hans træk var markerede, og i faklernes skær lignede hans hud blød fløjl, og Helene fik helt instinktivt lyst til at række hånden ud og ae ham over kinden.

Hun kunne ikke helt vurdere hans alder, han var ikke helt ung, men heller ikke gammel.
– Vil du ikke sidde? Snart er her ikke til at få en plads.

Manden smilede, og Helene satte sig forsigtigt på den høje barstol. Manden bestilte drinks til dem, og Helene tog taknemmelig i mod. Hun trængte til noget at styrke sig på. Han præsenterede sig selv med et spanskklingende navn, som Helene overhoved ikke kunne udtale. Manden grinede: – Kald mig Ziggy, det gør alle mine venner.

Han forklarede, at han ejede en scooterudlejning ved stranden.
– Jeg har set dig her på stranden, smilede han.
Helene tænkte, at det sagde han sikkert til alle.

– Du plejer at holde dig lidt for dig selv, og så har du altid en bog med dig, sagde Ziggy, og Helene rødmede.

En drink blev til flere. Natten var mørk og lun, og Helene glemte helt sin egen generthed. Pludselig var hun 17 år igen og lagde kroket hovedet på skrå, når hun smilede. Tricks, hun helt havde glemt, men de lod til at virkede, for Ziggy spurgte, om de skulle mødes næste aften.

Tusind små sole

Næste aften gik hun igen ned til strandbaren. Hele dagen havde hun haft forventningerne boblende rundt i maven, mens hun forsøgte at formane sig selv til fornuft. Helene var ikke en dame, der lod sig rive med af stemninger, hun var til fakta og fornuft.

Ziggy dukkede op som aftalt, og Helene blev helt forlegen og følte sig som en fjollet og forelsket skolepige, der var løbet tør for ord, men efter en drink flød snakken igen let mellem dem. Helene anede egentlig ikke, hvad de talte om, men hun nød bare at sidde og kikke ind i hans brune øjne.

Ziggy var ikke anmassende, og Helene følte sig ufattelig godt tilpas i hans selskab. Han gav hende masser af komplimenter, og samtidig virkede han oprindelig interesseret i alt, hvad hun fortalte ham. Da han tog hendes hånd, lod hun han gøre det, selv om det krævede al hendes opmærksomhed ikke at trække den til sig.

Da han tog hendes hånd, lod hun han gøre det, selv om det krævede al hendes opmærksomhed ikke at trække den til sig.

Sådan fortsatte det. Hver aften mødtes Helene med Ziggy på strandbaren. De snakkede, flirtede og holdt hinanden i hånden, og når de skiltes, var det med store knus.

Om dagene gik hun rundt i en lykkerus. Ellen kommenterede det også, da de en dag mødtes i restauranten: – Jeg kan se, at du nyder din ferie.

Helene følte sig ung og forelsket igen, men med sin 47-års fornuft vidste hun godt, at det bare var en ferieromance, og det var egentlig ok. Hvad skulle hun, en ældre bogholder, stille op med sig selv i et udlejningsbiks på en caribisk strand? Men hun kunne varme sig ved dagdrømmene, når det blev mørkt og koldt i Danmark.

Den sidste aften foreslog Ziggy, at de gik en tur. Hånd i hånd gik de i vandkanten, mens bølgerne slog mod stranden, og månen var det eneste lys i den fløjlsbløde mørke omkring dem. Ziggy stoppede op og trak Helene ind til sig. Hans læber ramte hendes, og Helene følte, hvordan tusinde små sole eksploderede inde i hende. Havde et kys nogensinde føltes sådan før? Helene troede det ikke.

Da Helene mødte på arbejdet efter ferien, kiggede Ulla måbende på hende: – Hold op, man kan ligefrem se på din gang, at du har været i Caribien.
Helene smilede. Hun skulle bare vide.

Hvad mener du om kvinder, der rejser ud for at blive bekræftet af yngre mænd? Skriv din mening herunder.
Har du selv oplevet en ferieflirt? Fortæl din historie på Vores Historier. Send mig en mail. 
Har du lyst til endnu en historie om sommerflirt? Læs beretningen om tjekkede Maja, der møder Rune, som ikke har to ens tallerkner i DEN SOMMER VI MØDTES.
Eller gå tilbage til LÆS HISTORIER og find en anden spændende, fascinerende og tankevækkende virkelighedsnovelle.