terror, angst, valutaslange

Angsten for valutaslangen, skattevæsenet og terrorister

Jeg voksede op i 70’erne, og det var et heftigt årti for små børn. Jeg var bange for valutaslangen, skattevæsenet, atomkraft og ikke mindst terrorister i form af flykaprere. Flykapringer var jo på højeste mode blandt datidens terrorister, og jeg husker, hvordan jeg jog en skræk i livet på min kusine, der skulle ude at flyve. Med store øjne og bævrende ryst spurgte jeg hende, hvordan hun dog turde flyve, for der var jo flykaprere, hvorpå hendes forældre måtte berolige hende, får ferien gik syd på. Ak ja, der var nok at være bange for i 70’erne, hvor selv de voksne var bange og sang lange, bange sange.

Ak ja, der var nok at være bange for i 70’erne, hvor selv de voksne var bange og sang lange, bange sange.

70’erne forsvandt, og det samme gjorde min frygt for terrorister og valutaslanger. Faktisk levede jeg de næste mange år af mit liv i forvisning om, at verden var et relativt trygt sted at opholde sig. Den ændrede sig en lun september dag i 2001.

Jeg sad på mit kontor i et stort bladhus og småkedede mig, da en kollega kom ind og spurgte, om jeg havde hørt, at et fly var fløjet ind i World Trade Center i New York. Min første tanke var, at der var tale om en helt forfærdelig og tragisk ulykke. Jeg løb ned i redaktionslokalet og nåede netop at se, hvordan fly nummer to bragede ind i det andet tvillingetårn, og alle forestillinger om en teknisk fejl forsvandt i røg og murbrokker. Min barndoms værste mareridt var vågnet op. Terroristerne var tilbage.

Min barndoms værste mareridt var vågnet op. Terroristerne var tilbage.

Min tillid til verden led et knæk, og i dag kan jeg ikke høre om en ulykke, før jeg straks tænker terror. Desværre. Jeg er blevet en bekymret dame, og det at jeg har fået børn, gør det ikke bedre. Jeg bliver dybt nedtrykt, når uskyldige mennesker i Paris, Ægypten eller Tunesien mister livet i terrorangreb. Jeg får ondt i maven ved tanken om, at det var mine kære, der blev ofre, for i princippet kunne det have været mig eller min familie. Jeg har været på badeferie i Tunesien, jeg har kørt rundt i Sinaiørknen med et tvivlsomt, lokalt rejseselskab, og sørme om jeg ikke også har været i Paris, jeg har endda boet i byen og gået på barer og restauranter.

I mine mørkeste øjeblikke har jeg mest lyst til rykke familien til et afsides hjørne af verden.

I mine mørkeste øjeblikke har jeg mest lyst til rykke familien til et afsides hjørne af verden som nogle norske fjelde, et fjernt hjørne af Alaska eller andre øde steder, som banditterne fra IS aldrig har hørt om. Så kunne vi bo i en lille hytte udenfor verdens rader som en anden dommedagskult og leve af torskerogn på dåse og kildevand. Men ved nærmere eftertanke er det sgu heller ikke en løsning. Jeg ville savne verden for meget, og ungerne ville hurtigt kede sig.

I stedet bliver vi nødt til at slippe vores frygt for valutaslanger og det, der er værre, og fortsætte med at leve vores liv. Vi bliver nødt til at give vores børn troen på, at verden stadig er et godt sted at være. Vi bliver til at tro, at morgendagen bliver bedre end gårsdagens. Ellers har terroristerne vundet.