Den store børneekspert
Jeg vidste alt om, hvordan man fik børn til at spise broccoli, sove selv og droppe sutten. Faktisk vidste jeg alt om børneopdragelse og gav den gerne i rollen som den store, selvbestaltede børneekspert. Men så blev jeg selv mor…
Jeg var 38 år, da mit første barn kom til verden og var dermed langt bagefter størsteparten af mine venner og kolleger, men det holdt mig ikke tilbage for at give den i rollen som den store, selvbestaltede børneekspert. Og hvor kunne jeg rulle mentalt med øjnene, når andre fortalte om deres kampe med de små poder.
Hvor svært kunne det være at overbevise et lille menneske på under en meter om, at alle sov bedst, hvis det lille menneske blev i sin egen seng?
Hvor svært kunne det være at overbevise et lille menneske på under en meter om, at alle sov bedst, hvis det lille menneske blev i sin egen seng? Eller at gulerødder var sundere end skumfiduser? Det handlede bare om at sætte grænser og vise, at man var førerhunden. Næ, når jeg blev mor, så skulle der en helt anden konsekvent stil til.
Mine børn skulle opflaskes på chili og ingefær og ikke ende som sådan nogle små, kræsne væsner, der kun ville spise spegepølse og franskbrød. “Jeg gider ikke have et kræsent barn,” sagde jeg ofte.
Så ofte at universet også hørte mig. Og den slags hovmod slipper man ikke ustraffet for, skal jeg hilse og sige!
I dag har jeg to børn, og ingen af dem spiser broccoli. Faktisk er min femårige datter så kræsen, at hendes fortrukne spise er (jeg kan næsten ikke få mig selv til at skrive det) remoulade og pasta (fuldkorns!!). Og så er hun så monsterstædig, at hun nægter at smage på nye ting. Sidegevinsten er så, at hun heller ikke kan lide kager, chokolade og sodavand. Jeg er sikker på, at der er mange, der også vender øjnene mod himlen over min datters kostvaner, mens jeg slår mig til tåls med, at det må være en fase – for ingen voksne lever af remoulade og pasta!!
Jeg er sikker på, at der er mange, der også vender øjnene mod himlen over min datters kostvaner, mens jeg slår mig til tåls med, at det må være en fase – for ingen voksne lever af remoulade og pasta!!
Det sker nærmest aldrig, og jeg mener aldrig, at jeg vågner op uden mindst et barn i sengen, selv om begge er blevet puttet i deres egne senge på deres egne værelser aftenen før. Den politisk korrekte forælder ville stå op og følge barnet tilbage til egen seng og begynde forfra med at putte. Det gør jeg ikke, for jeg bliver simpelthen så sur og grim af manglende søvn, så jeg vil hellere hente det grædende barn eller slå dynen til side og skabe plads i sengen til ungen. Og igen, vi taler vel om en fase? Det er jo de færreste teenagere, der ynder at sove i ske med deres forældre!!
Min pointe er – ja der er skam en pointe – at ingen dybest set ved, hvordan det er at være forældre til præcis det barn, som vi hver især har fået. Lad os derfor holde igen med de himmelvendte øjne og de gode råd og i stedet tro på, at alle vi forældre gør det bedste, vi kan, for at skabe sunde og velfungerende børn.
Et godt råd fik jeg af en god veninde, før jeg blev mor, og det vil jeg gerne give videre, for det er et godt råd:
“Husk, at alt er faser. Det går over igen.”
Efterlad en kommentar