Døden på facebook
Døden indhenter os alle – også på facebook, men hvad hulen gør man, når ens perifere facebook-venner dør?
Jeg var helt uforberedt, da jeg så opslaget om – lad os kalde hende Jannie – Jannies død. Jeg havde lige fem minutter, før jeg skulle ud af døren, og som så mange gange før scrollede jeg hurtigt gennem dagens opdateringer på facebook. Og dér mellem billeder af nuttede babyer og sjove kattevideoer var der pludselig en opdatering fra Jannie – eller retter sagt fra Jannies mand, for Jannie selv var død – død af en svulst i hjernen.
Jannie og jeg havde gået i folkeskole og gymnasiet sammen. Vi var ikke tætte veninder, men havde dog gået op af hinanden i 13 år. Jeg havde vel ikke set hende i 15 år, men ramte hendes død mig som et chok. Jeg anede ikke, hun var syg og havde den dybeste medfølelse med hendes efterladte mand og børn. Resten af dagen tænkte jeg meget på hende, på vores fælles barn-og ungdom, og ikke mindst på det faktum, at kvinder på min alder altså også kan dø, også selv om de har børn, der behøver dem. Men hvad hulen skulle jeg gøre?
Jeg var blevet vidne til en families personlige tragedie og følte mig som en væmmelig voyuer, når jeg scrollede ned gennem venner og families sidste farvel.
Jeg var blevet vidne til en families personlige tragedie og følte mig som en væmmelig voyuer, når jeg scrollede ned gennem venner og families sidste farvel. Jeg havde det, som om jeg gatecrashede en privat begravelse. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at læse med, for jeg ville gerne vide, hvad der var sket hende, eftersom jeg havde været helt uvidende om hendes sygdom. Havde det ikke været for facebook, ville jeg slet ikke ane, at hun var død.
Nu står jeg igen i den situation, at jeg netop har set, at en gammel kollega er død. Vi arbejdede sammen et års tid for tyve år siden, og jeg blev oprigtig glad, da jeg tilfældig løb på ham for et års tid siden. Vi sludrede vel ti minutters tid, talte lidt om noget kaffe og skiltes. Derpå blev vi facebook-venner, men det blev ved det. Og pludselig var han altså død, skrev hans datter. Igen fik jeg en underlig følelse at være dumpet midt ind i en sorg, som ikke var min egen. Jeg blev bestemt trist, da jeg læste, at han var død, men ikke sønderknust.
Igen fik jeg en underlig følelse at være dumpet midt ind i en sorg, som ikke var min egen.
Og så er jeg tilbage ved begyndelsen. Hvad gør man? Skal man kondolere til en familie, man aldrig har mødt, skrive en personlig hilsen eller bruge et øjeblik på selv at mindes den afdøde? På facebook er det så nemt at blive grebet af en stemning og føle, føle, føle en masse i øjeblikket, men er det ægte? Glemmer man ikke alt om det, når man ser den næste kattevideo?
Jeg gjorde ingenting. Hverken da Jannie eller min gamle kollega døde. Men jeg har tænkt meget på dem hver især, og deres død har mindet mig om, at heller ikke jeg er udødelig. På et e tidspunkt kan hverken du eller jeg længere gemme os for manden med leen, og det er måske i virkeligheden, derfor man føler sorg? Tabet over det, der var en gang, og ens egen dødelighed?
Derfor kunne det alligevel være fint, hvis facebook lavede en kondonlanceknap – en ‘jeg-kendte-engang-jeres-mor/bror/far/søster-og-han/hun-var-et-rart-menneske-og-jeres-tab-gør-mig-ondt-selv-om-jeg-ikke-har-set-ham/hende-i-10/20/30-år’-knap. Ideen er hermed givet videre.
Efterlad en kommentar