DRØMMEN OM EN SØSTER

Jeg er enebarn, men har altid drømt om at have søskende, men mine forældre fik Jeg var enebarn, men havde altid savnet søskende. En dag modtog jeg et brev fra en ukendt kvinde, der hævdede at være min ukendte halvsøster.kun mig.
De var ikke helt unge, da jeg kom til verden, og ifølge min mor havde de faktisk ikke troet, at de overhoved kunne få børn, så jeg var mere end velkommen, men det betød også, at jeg ikke fik nogen søskende.

Jeg voksede op med mine halvgamle forældre, og især min mor var jeg meget knyttet til, da min far var handelsrejsende og meget væk. Jeg havde bestemt en god barndom, men jeg var meget sammen med voksne, og derfor dyrkede jeg min egen lille fantasiverden, og i den havde jeg altid en søster.

Som voksen ønskede jeg også tit, at jeg ikke havde været alene med mine bekymringer over mine forældres svigtende helbred, sorgen over at miste dem og arbejdet med at rydde op i deres hus. Selvfølgelig havde jeg min mand, men det var ikke helt det samme. Han forstod mig ikke altid, som jeg forestillede mig, at søskende ville gøre det, og derfor fik drømmen om en søster ny næring, da jeg en dag modtog et mystisk brev.
Det var fra en kvinde, der kaldte sig Kirsten.

”Kære Marianne, jeg tillader mig at skrive til dig, da jeg leder efter min ukendte søster,” skrev hun, og mit hjerte sprang et ekstra slag over, mens jeg læste videre.
Kirsten skrev, at hun henvendte sig til mig, fordi jeg havde samme mellemnavn som hendes ukendte far. Mit pigenavn var lidt specielt, så jeg havde beholdt det som mellemnavn, da jeg blev gift med Jørn, og Kirstens far havde altså samme navn.

”Min mor har aldrig villet tale om min far, så jeg fik først detaljerne, da hun lå for døden, og da var hun så gammel, at meget var glemt, blandt andet hans fornavn,” skrev Kirsten videre.

”Min mor har aldrig villet tale om min far, så jeg fik først detaljerne, da hun lå for døden, og da var hun så gammel, at meget var glemt, blandt andet hans fornavn,” skrev Kirsten videre.
Hun havde altså kun efternavnet at gå efter.

I teorien kunne vi være søskende, for min far rejste meget rundt i landet, men jeg havde aldrig haft grund til at tro, at han havde været min mor utro, og selv om efternavnet var specielt, var det ikke unikt. Jeg forsøgte at lade min fornuft komme til orde, men det var svært, for jeg var allerede begyndt at fantasere om min ukendte søster, og der var jo også detaljer, der passede på mig.
”Jeg ved, at min fader kom fra Sydsjælland og havde en datter, og derfor skriver jeg til dig, da du bor der. Det er et skud i tågen, men det er meget vigtigt for mig at finde frem til mine rødder,” sluttede Kirsten sit brev.
Jeg satte mig ned, mens tankerne drønede rundt i hovedet på mig. Kunne det virkelig passe, at jeg have en ukendt søster? Og hvis jeg havde, måtte det betyde, at min far havde været min mor utro. Det var heller ikke en rar tanke.
Kirsten var tre år yngre end mig og opvokset på Fyn. Jeg huskede, at min far ofte var på Fyn, da han havde mange kunder der, men havde han også haft en hemmelig elskerinde?

 OPKALDET TIL KIRSTEN

Jeg var helt rundt på gulvet, da Jørn kom hjem. Men rynkede bryn læste han brevet.
– Marianne, jeg kan godt forstå, at du er spændt over det, men pas nu på at du ikke kører det helt op, sagde min fornuftige mand. – Det kan jo være, at hun tager fejl, og selv om hendes far boede på Sydsjælland, kan hans efterkommere sagtens være flyttet til den anden ende af landet.
Jeg nikkede, selvfølgelig havde Jørn ret, men min fantasi kørte allerede på højtryk. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville få den søster, som jeg altid havde savnet. Hvordan vi instinktivt ville forstå hinanden, fordi vi havde samme blod i årene, og hvordan vi ville grine og græde sammen, når vi fortalte hinanden vores livshistorier.

Jørn kiggede på mig, som kunne han læse mine inderste tanker: – Det er jo ikke sikkert, at denne Kirsten og dig har noget tilfælles, udover at I måske har den samme far. Måske skal du se at få afklaret, om der er noget om snakken, før du får vævet dig ind i alt for mange drømme.
Jørn kendte mig så godt, og jeg lovede, at jeg nok skulle ringe til Kirsten.
De næste dage gik jeg rundt og rundt om telefonen, som var jeg bange for at få stød, hvis jeg rørte ved den. Da den første eufori over, at Kirsten måske var min hemmelige søster, havde lagt sig, meldte der sig en række andre spørgsmål.

Hvis Kirsten var min halvsøster, så havde min far jo løjet overfor min mor og mig. Det billede, jeg havde af min far som en kærlig og god far og ægtemand, blev rystet, og jeg mærkede en vrede mod ham.

For hvis hun var min halvsøster, så havde min far jo løjet overfor min mor og mig. Det billede, jeg havde af min far som en kærlig og god far og ægtemand, blev rystet, og jeg mærkede en vrede mod ham.
Min mor havde taget slæbet derhjemme, fordi far var så meget væk, og hvad var takken? At han havde været hende utro med Kirstens mor på Fyn. Den tanke gjorde mig ked af det, for det var bestemt ikke sådan, jeg ønskede at huske min far. Han var meget kærlig overfor min mor, og jeg havde meget svært ved at forestille mig, at han havde haft en anden.
Og hvad med min mor? Havde hun kendt til min fars utroskab? Og hvad med Kirsten? Havde min far vidst, at hans hemmelige kærlighedsliv på Fyn havde båret frugt? Og hvorfor havde han ikke sagt noget, før han døde?

Til sidst var jeg ved at blive skør af alle de spørgsmål, og jeg kunne ikke spørge mine forældre, for de var begge borte. Den eneste, der måske kunne give mig nogle svar, var Kirsten.
Mine håndflader var svedige, og mit hjerte bankede højt, da jeg trykkede nummeret til Kirsten. En del af mig havde mest lyst til at knalde røret på og glemme alt om brevet, men min nysgerrighed vandt.
En venlig kvindestemme præsenterede sig som Kirsten, og jeg fik hakket og stammet mig gennem mit ærinde.
– Hvor er jeg glad for, at du ringer, sagde kvinden. – Jeg havde helt opgivet at få respons på mit brev.
– Ja, nu ved jeg jo ikke, om du er min søster, sagde jeg nervøst. – Men det kunne da være hyggeligt.
Det sidste lød lidt for desperat, syntes jeg, men Kirsten lod sig ikke bemærke med det og fortalte sin historie.

Hun var vokset op med sin mor og havde aldrig mødt sin far.
– Mor blev nærmest vred, når jeg talte om ham, og hun ville i hvert fald ikke fortælle mig noget om ham, sagde Kirsten. – I mange år troede jeg, at han havde såret hende dybt, men det viste sig, at hun var flov over, at hun havde været så letsindig.
Kirsten fortalte videre, at hendes mor havde været en meget retskaffen dame, og det var skamfuldt for hende, at hun den gang i sine pure ungdom havde givet efter for sine følelser.
– Så vidt jeg ved, tilbragte de kun denne ene weekend sammen, for han var jo gift og havde et barn. Han ville vist gerne se min mor igen, men det ville hun ikke, og hun besvarede aldrig hans breve og opkald.

 HISTORIEN PÅ DØDSLEJET

Kirstens mor havde på sit dødsleje fortalt hende historien. Hun havde arbejdet i et ismejeri, hvor hun havde mødt Kirstens far. Han havde været galant og sjov og overtalt hende til at gå ud, selv om han var meget ældre end hende. Han charmede hende med en dyr middag og god vin, og hun havde ladet sig overtale til at gå med op på hans hotelværelse.
– Da weekenden var gået, var min mor kommet til fornuft, og hun ville ikke have et forhold til en ældre, gift mand, sagde Kirsten. – Og jeg ved desværre ikke mere om ham, end det jeg skrev til dig.
Kirsten og jeg talte længe. Vi havde mange lighedspunkter – begge arbejdede vi indenfor sundhedsområdet, og vi holdt begge af håndarbejde og hunde. Jeg greb mig selv i at tænke, at vi havde en helt speciel kemi – sådan som søstre havde det, men det var nok bare ønsketænkning fra min side.
– Hvordan finder vi ud af, om vi er halvsøstre, spurgte jeg, da vi havde snakket i et stykke tid.
– Åh ja, det har jeg helt glemt, sagde Kirsten, og hendes stemme blev ivrig.

– Jeg fandt et billede af min far, da jeg ryddede op i min mors gemmer. Han er høj og mørkhåret, lyder det som din far?

– Jeg fandt et billede af min far, da jeg ryddede op i min mors gemmer. Han er høj og mørkhåret, lyder det som din far?
Jeg kunne ikke sige noget af ren ophidselse. Min far var netop mørkhåret og usædvanlig høj for en mand af hans generation. Måske var Kirsten virkelig den søster, som jeg havde savnet hele mit liv?

Kirsten og jeg blev enige om, at jeg skulle besøge hende, så jeg kunne se billedet. Jeg var helt rundt på gulvet, da jeg lagde røret efter den timelange samtale, og jeg havde lyst til at juble til hele verden, at jeg havde fundet min ukendte søster, for det var jeg sikker på, jeg havde.
– Marianne skat, jeg kan godt forstå, at du er spændt, men du bliver nødt til at forholde dig lidt rationelt til det, ellers risikerer du at blive frygtelig skuffet, sagde Jørn. – Jeg synes også, at det kunne være spændende, hvis Kirsten virkelig er din søster, men der er altså en stor risiko for, at hun ikke er det.
– Jamen, kan du ikke se, hvordan alle tingene passer sammen? protesterede jeg.
– Jo, men du vil også gerne have, at alting passer sammen, svarede Jørn. – Hvis du tjekker dit mellemnavn på Krak, kan du se, at der faktisk er mange i landet, der hedder det samme.

 MØDET MED KIRSTEN

Endelig, endelig kom dagen, hvor jeg skulle til Fyn og besøge Kirsten. Jørn havde tilbudt at tage med, men jeg havde det bedst med at tage af sted alene. Togturen var ulidelig, og da vi endelig var fremme, var jeg ude af toget som den første, og dér stod Kirsten.
Hun var høj og mørkhåret, og jeg var slet ikke i tvivl om, at hun var min halvsøster. Vi faldt hinanden om halsen, som var familieforholdene allerede afklarede. Vi spiste frokost i Kirstens hyggelige lejlighed og talte, som havde vi kendt hinanden altid.

Det føltes, som om det bare var en formalitet, da Kirsten efter et par timer faldt det gulnede billede frem og lagde det foran mig.

Det føltes, som om det bare var en formalitet, da Kirsten efter et par timer faldt det gulnede billede frem og lagde det foran mig.Mit hjerte holdt op med at slå, og jeg følte, hvordan blodet løb fra mit hoved. Manden på billedet var ikke min far. Så enkelt var det. Bortset fra hårfarven og de lange ben var der ingen lighedspunkter mellem Kirstens far og min.

– Det er ikke ham, fik jeg endelig fremstammet, mens gråden pressede sig på.
Kirsten så også helt forkert ud, og jeg kunne ikke holde skuffelsens tårer tilbage: – Jeg var så sikker på, at du var min søster, for jeg føler, at vi har en helt speciel kemi.
Kirsten lagde armen om mig: – Sådan havde jeg det også, og jeg håbede virkelig, at du var den søster, som jeg altid har savnet.

Det blev sent, før jeg ør af indtryk rullede hjem med toget. Mødet med Kirsten havde været noget anderledes, end jeg havde håbet på, og alligevel ikke. Søstre eller ej, så snakkede vi utrolig godt sammen, og da den første skuffelse havde lagt sig, havde vi haft en skøn dag sammen. Ingen af os var i tvivl om, at vi skulle ses igen – halvsøstre eller ej.
Det blev begyndelsen til et fantastisk venskab, som nu har varet i fem år, og selv om Kirsten og jeg ikke deler gener, har vi et helt specielt bånd til hinanden. Det er, som om vi kan læse hinandens tanker, og ofte har jeg stået med hånden på telefonen, når Kirsten har ringet.
Kirsten gjorde et par forsøg mere på at finde sin halvsøster, men efterhånden opgav hun det, for som hun sagde: – Hvorfor bruge krudt på at finde en eller anden søster, som jeg måske ikke har noget tilfælles med, når jeg har dig?
Og jeg kunne ikke være mere enig. Kirsten er den søster, som jeg har savnet hele livet, og så betyder det ikke noget, at vi ikke har samme far.

Var det rigtigt af Marianne at mødes med Kirsten? Skriv din mening herunder.
Har du selv pludselig fået en ukendt halvsøskende ind i dit liv og har mod på at dele din historie på Vores Historier, så skriv til mig eller læs mere her.

 

Kunne du lide denne historie? Så læs beretningen om,Rod-i-familien hvordan det blev modtaget,  da Lone forelskede sig i sin svigerdatters far i Rod i familien.
Eller gå tilbage til LÆS HISTORIER og find en anden, spændende, rørende, tankevækkende virkelighedsnovelle.

Efterlad en kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Felter med * skal udfyldes.