EN MAND TIL LINE

Jeg var nået til det punkt, hvor jeg var rigtig, rigtig træt af at høre Line beklage sig. Altid handlede det om, hvor hårdt det var at være enlig mor, og hvor synd alt var for hende. Jeg skulle virkelig tage mig sammen, når onsdagen stod for døren, og vi skulle mødes til vores ugentlige middag.

Line var mor til mit bonusbarn Rasmus. Jeg havde været sammen med hans far, Bjørn, i fire år, og efter en lidt turbulent start blev forholdet mellem os tre ganske fornuftigt – i hvert fald så fornuftigt, at vi mødtes hver onsdag til en hurtig gang mad.

Rasmus elskede at se begge sine forældre i ét lokale, og for os voksne var det en god anledning til at få koordineret diverse ting omkring drengen.

I teorien var det et ganske fornuftigt arrangement, og mine veninder var altid fulde af beundring over, at vi er så gode til at finde ud af det. Det var vi også, hvis det altså ikke var for Lines beklagelser, som var blevet værre og værre i årenes løb.

Selv om det var Line, der var gået fra Bjørn, havde hun det tilsyneladende svært ved at se, at han var lykkelig sammen med en anden kvinde.

Selv om det var Line, der var gået fra Bjørn, havde hun det tilsyneladende svært ved at se, at han var lykkelig sammen med en anden kvinde. Altid kom der små stikpiller og syrlige bemærkninger, og det gav Bjørn kronisk dårlig samvittighed, men han forsøgte at holde facaden for Rasmus’ skyld.

– Hvis bare hun da kunne møde en mand, sagde han sukkende efter endnu en onsdagsmiddag, hvor Line havde beklaget sig over tilværelsens urimeligheder, som talte alt fra prisen på børneinstitutioner til det elendige udvalg af singlemænd i passende alder.
– Det bliver nok ikke så nemt, når hun har den attitude, sagde jeg.

Line og Bjørn havde været gift i fem år, da hun forelskede sig stormende i en kollega og forlod Bjørn. Forholdet blev ikke mere end en kort affære, og mens Bjørn mødte mig og kom videre med sit liv, blev Line hængende i bitterhed og selvmedlidenhed. Jeg fornemmede ikke, at hun ville have Bjørn tilbage, men hun var misundelig på hans nye liv, det var der ingen tvivl om.

Knas i den moderne storfamilie

Det blev alt for hurtigt onsdag igen, og vi var dårlig nok kommet indenfor døren, før Line begyndte at beklage sig.
– Rasmus skal have nye vinterstøvler, og det er så frygteligt dyrt, sukkede hun. – Jeg kan snart ikke huske, hvornår jeg sidst har fået nyt tøj.
Jeg bed mig i læben for ikke at nævne den svinedyre taske, som hun stolt havde fremvist for en måned siden.

– Det er jo så meget nemmere for jer at få tingene til at hænge sammen, når I er to til at betale regningerne, fortsatte hun i et syrligt tonefald, mens Bjørn rømmede sig og spurgte Rasmus om, hvordan det gik til fodboldtræningen.

Jeg gik med ud i køkkenet for at hjælpe Line med borddækning, mens far og søn forsvandt ind på værelset for at se en ny fodboldplakat. Mens jeg satte tallerknerne på bordet, forsøgte jeg
forsigtigt at spørge ind til Lines søgen efter en kæreste.

– Jeg møder virkelig kun idioter, sukkede hun og hældte vandet fra pastaen. – Ham der kontormanden, som jeg havde mødt på nettet, han var sådan et fjols i virkeligheden. Han lignede overhoved ikke sit billede, og så var han Brønby-fan.

Hun himlede med øjnene, og jeg mumlede noget om, at han da godt kunne være god nok af den grund, men forgæves. Line havde allerede stemplet ham som et fjols – ganske som hun havde stemplet alle de andre mænd, som hun havde mødt gennem det sidste år.

Line havde allerede stemplet ham som et fjols – ganske som hun havde stemplet alle de andre mænd, som hun havde mødt gennem det sidste år.

– Katrine, mind mig lige om, hvorfor det er, at vi spiser sammen med Line hver onsdag, sagde Bjørn træt, da vi var kommet hjem efter endnu en aften med Lines brok.
– Fordi vi er en moderne storfamilie, og fordi Rasmus elsker, når vi alle er samlet, sagde jeg og lagde armene om min trætte mand.

– Jeg orker bare ikke at høre på alt hendes bitterhed, sagde han. – Det ville være så meget nemmere, hvis hun også kom videre, men jeg forstår godt, hvis der ikke er nogen, der kan holde hende ud.
– Så, så. Line har også sine gode sider, sagde jeg. – Hun kan jo være sjov og sød, hvis bare hun ikke var så negativ. Måske skulle vi finde en sød mand til hende…

Lidt list

Knap havde jeg udtalt ordene, før jeg så den perfekte mand for mig.
– Du husker Martin fra mit arbejde? Han er singlefar, og han gerne vil have en kæreste, men han siger altid, at han ikke orker at rende rundt i nattelivet for at finde en. Måske kunne de være et godt match? sagde jeg begejstret.

– Line stejler totalt, hvis du forsøger at fikse hende op med din kollega, sagde Bjørn, men jeg lod mig ikke slå ud.
Det skulle bare gøres med lidt list, og der var jo ikke noget galt i at hjælpe skæbnen lidt på vej.
– Hvis du virkelig synes, at det er en god idé, så skader det vel ikke at forsøge, men gør det diskret, sagde Bjørn. – Det skal bare ikke gå ud over vores forhold til Line.

Jeg havde en plan klar, som jeg selv syntes, var ganske uskyldig. Første skridt var at fortælle Martin om Line. Jeg forklarede ham ganske ærligt, at Rasmus’ mor gerne ville have en kæreste.
– Hun orker heller ikke at rage rundt på barerne for at møde mænd, og dem, hun møder på nettet, er altid en skuffelse i virkeligheden, sagde jeg.
Jeg opremsede alle Lines gode sider og viste ham hendes billede på Facebook, og Martin var bestemt ikke uinteresseret.

Jeg opremsede alle Lines gode sider og viste ham hendes billede på Facebook, og Martin var bestemt ikke uinteresseret.

– Bare det ikke bliver for kunstigt, sagde han, men jeg forsikrede ham om, at det skulle være ganske uformeldt.
– Vi plejer at spise sammen hver onsdag, og så kunne du jo komme til middagen. Vi kan bare sige, at vi blev sent færdige på arbejde, og så inviterede jeg dig med hjem, sagde jeg.

Martin havde besøgt os et par gange før, så undskyldningen var ganske gangbar, hvis Line blev mistænksom. Det blev hun ikke.

Hemmeligt forelsket i Lines kusine

Da Line ankom, var Martin allerede kommet, og jeg præsenterede ham som en kollega, der skulle spise med. Bjørn og Rasmus var ved at lave lasagne i køkkenet, mens Martin og jeg dækkede bord. Stemningen var ganske afslappet, og jeg overlod borddækningen til Line, mens jeg gik i gang med salaten.

Gennem den åbne dør kunne jeg høre, hvordan snakken kom i gang i stuen. De talte om arbejde og børn, og jeg hørte endda Line grine. Bjørn og jeg smilede til hinanden, da vores øjne mødtes over komfuret. Måske var det slet ikke så dum en idé endda.
Middagen blev en succes. Det viste sig, at både Line og Martin kom fra Sydfyn, og de fik lang tid til at gå med at finde frem fælles bekendte.

Glæden var stor, da de opdagede, at Martin havde været hemmeligt forelsket i Lines kusine i fjerde klasse.

Glæden var stor, da de opdagede, at Martin havde været hemmeligt forelsket i Lines kusine i fjerde klasse.
– Hvor er verden dog lille! grinede Line. – Det glæder jeg mig til at fortælle Lotte.
– Nej, nej, så er det jo ikke hemmeligt mere, og tænk hvis hun ikke vil have mig, udbrød Martin med påtaget lidende stemme, og vi grinede alle sammen.

Da middagen var spist, puttede Bjørn Rasmus. I mens lavede jeg kaffe, og jeg kunne høre, hvordan Line og Martin uanfægtede snakkede videre i stuen. Jeg smilede for mig selv. Det var længe siden, at jeg sidst havde set Line så glad og levende, og jeg kunne pludselig se, hvad det var for en kvinde, som Bjørn var faldet for en gang. En kvinde, som var glad og levende og ikke bitter og vred på verden.

Onsdagsmiddagen varede noget længere end normalt, og da vi tog afsked, var alle enige om, at det havde været en rigtig hyggelig aften. Tiden var inde til mit næste skridt.

En vis interesse

Næste dag talte Martin begejstret om aften og mødet med Line. Ingen tvivl om, at han virkelig havde fået et godt indtryk af hende, og jeg bekræftede hans positive billede.

– Line er bestemt rigtig sød. Hun har bare haft det lidt svært siden skilsmissen, sagde jeg og tilføjede: – Hun er en supergod mor for Rasmus.
Ikke en uvæsentlig detalje, da Martin var far til Asta og Andreas.

Da jeg så Line igen, var hun også fuld af lovprisning om den hyggelige aften uden dog at nævne Martin.
– Martin syntes også, at det havde været så hyggeligt, sagde jeg, og Line smilede.
– Det lød, som om han syntes, at det havde været overordentligt hyggeligt at møde dig, sagde jeg, og Line rødmede svagt.

– Det lød, som om han syntes, at det havde været overordentligt hyggeligt at møde dig, sagde jeg, og Line rødmede svagt.

– Du må endelig hilsen ham, sagde hun og smilede. – Han var virkelig sjov.
Det gjorde jeg, og snart føg hilsnerne fra og tilbage mellem de to. Jeg fortalte henkastet Line om ting, Martin havde gjort og sagt på arbejdet, og jeg fornemmede også en vis interesse, når jeg talte om ham. Hun livede op, når jeg nævnte hans navn, og på kontoret omtalte Martin for sjov Line som ’mine kommende kæreste’.

Jeg begyndte at spekulere på, hvordan jeg skulle få arrangeret et nyt møde mellem Line og Martin, men Bjørn var mere forbeholdende.
– Du har gjort nok, Katrine. Hvis de er oprigtigt interesserede i at mødes igen, så finder de ud af det, uden at du behøver at lege giftekniv, sagde han. – Martin virker meget handlekraftig, og jeg tror ikke, at Line er helt uinteresseret. Giv dem nu lidt tid og se, hvad der sker.
Og det lod til, at min kloge mand fik ret.

Ingen bitre stikpiller

Til onsdagsmiddagen en måneds tid senere faldt snakken igen på Martin, og da jeg i en bisætning nævnte, at han havde været i sommerhus med sine børn i weekenden, røg det ud Line: – Ja, det ved jeg godt. De var ved Vesterhavet, og vejret havde været rigtig dårligt.

Bjørn og jeg gloede på hende.
– Ja, øh.. vi er blevet venner på Facebook, sagde hun undskyldende, mens hendes kinder blev svagt lyserøde.
– Det var Martin, der fandt mig, fortsatte Line. – Jeg håber ikke, du har noget mod det, Katrine?
Jeg grinede, nej, hvad skulle jeg dog have mod det?

Det lod til, at de to havde gang i en større korrespondance – i hvert fald snakkede Rasmus om, at ’mor er sidder ved computeren hver eneste aften’. Når jeg forsøgte at udfritte min kollega, fik jeg samme svar.
– Vi kommunikerer, sagde Martin og så meget hemmelighedsfuld ud. – Vi kommunikerer.

Line virkede glad og munter, når vi så hende om onsdagen. Hun lavede sjov med Rasmus, og vi hørte ikke noget til, hvor hårdt det var at være alenemor.

Middagene var hyggelige, og Bjørn og jeg var bagefter enige om, at det var sådan her vores forhold til Line skulle være – nemt, ukompliceret og renset for bitre stikpiller.

Det var sådan her vores forhold til Line skulle være – nemt, ukompliceret og renset for bitre stikpiller.

– Skal I aldrig ses uden for cyberspace? spurgte jeg.
Det var onsdag middag, og Martin og jeg havde netop bænket os i kantinen med vores frokost.
– Hvem ved, måske har jeg allerede inviteret hende ud? svarede Martin og så overordentlig hemmelighedsfuld ud.

– Fortæl mig det nu, plagede jeg, men min kollega var ikke til at hugge eller stikke i.
– Du må pænt vente på din bryllupsinvitation ligesom alle andre, var hans eneste svar.

Store hemmeligheder

Jeg kom dog ikke til at vente så længe, for allerede samme aften trak Line mig til side ude i køkkenet, og hendes øjne strålede, da hun sagde: – Martin har inviteret mig ud. Er det ok med dig og Bjørn? I kender jo Martin, så måske er det lidt for underligt?

Jeg måtte anstrenge mig for at holde smilet indenbords, da jeg svarede: – Det skal du overhoved ikke tænke på. Både Bjørn og jeg synes, at han er en rigtig sød fyr, så det vil kun glæde os, hvis I har lyst til at ses.

Line smilede til mig: – Hvor er det altså bare godt, at det er en som dig, Bjørn har fundet sammen med.

Jeg måtte virkelig bide mig selv i tungen for ikke at udfritte Martin om deres date, men jeg besluttede mig for at følge Bjørns råd om at lade dem finde ud af tingene i fred.
– Hvis det bliver, skal vi nok høre om det, sagde min kloge mand, og jeg tøjrede min nysgerrighed.

Der gik en måned. Martin sagde intet, men lignede en, der bar på en stor hemmelighed, og Line lignede en forelsket skolepige, men heller ikke hun fortalte noget.

Den eneste, der sagde noget, var Rasmus.
– Mor taler i telefon hele tiden, og hun griner på sådan en underlig måde, sagde mit bonusbarn, og så kunne jeg selv gætte mig til resten.

– Mor taler i telefon hele tiden, og hun griner på sådan en underlig måde, sagde mit bonusbarn, og så kunne jeg selv gætte mig til resten.

Endelig kom dagen, hvor hun rødmende fortalte os, at hun havde en nyhed. Middagen var spist, og Rasmus var puttet.
– Som I ved, har jeg været ude med Katrines kollega, Martin, sagde hun og lød meget formel. – Og ja, vi har så været ude, og det er så blevet til flere møder … eller dates. Og nu er vi altså blevet kærester…
Jeg forsøgte at se overrasket ud: – Virkelig? Det havde jeg aldrig gættet. Det er da skønt. Tillykke!

Det er nu et år siden, at Line og Martin blev kærester. De kan stadig ikke holde fingrene fra hinanden og taler om at flytte sammen. Rasmus og Martins børn leger rigtig godt sammen, og Rasmus siger stolt, nu har han både en bonusfar, en bonusmor og to bonussøskende.

Line er slet ikke til at kende, hun er glad og positiv, og jeg er glad for, at jeg tog chancen og hjalp skæbnen lidt på vej. Det eneste problem er, at vi næsten ikke kan være rundt om spisebordet, når vi spiser onsdagsmiddag alle sammen.

Var det rigtigt af Katrine at blande sig i Lines liv? Skriv din mening herunder.

Har du selv oplevet problemer med din partners eks? Fortæl din historie på Vores Historier. Send mig en mail.

Har du lyst til endnu en historie om problemer med partnerens ekskæreste? Læs om Camilla, hvis kæreste Lasse har et lidt for nært forhold til sin ekskone i