EN UVENTET GAVE

Vores sølvbryllup skulle være noget helt specielt, noget som vi kunne se tilbage
på med glæde resten af vores liv. Det blev det også, men slet ikke på den måde, som vi havde forestillet os.

Planen var, at vi skulle på vores livs rejse. 14 dages luksuriøst krydstogt i Caribien – bare Lars og mig. Ikke noget med æresport og morgensang her, for nu havde vi endelig råd til den bryllupsrejse, som vi ikke havde penge til, da vi giftede os som ganske unge.

Vi fik hurtigt vores børn, og rejsen var aldrig blevet til noget, men vi havde fantaseret om krydstogtet i årevis, og nu skulle det være.

Vi rekvirerende brochure og studerede tilbud på internettet for at finde den helt rigtige rejse, men desværre følte jeg mig ikke særlig oplagt. Jeg var så frygtelig træt, og når jeg kom hjem fra arbejde, havde jeg mest lyst til at smide mig på sofaen, mens Lars kastede sig over planlægningen.

– Gitte, kan du ikke lige prøve at være lidt nærværende, sagde han. – Jeg sidder faktisk og forsøger at planlægge vores sølvbryllupsrejse, og så ligger du bare der og sover.

Irritationen i hans stemme var ikke til at tage fejl af, og jeg brugte mine sidste kræfter på at kravle hen til computeren og forholde mig seriøst til Barbados og Trinidad.

Irritationen i hans stemme var ikke til at tage fejl af, og jeg brugte mine sidste kræfter på at kravle hen til computeren og forholde mig seriøst til Barbados og Trinidad. Forhåbentlig havde jeg fået lidt mere overskud inden rejsen.

Det fik jeg ikke. Trætheden fik følgeskab af kvalme, og da min menstruation også ophørte, var jeg sikker på, at jeg var kommet i overgangsalderen. Godt nok var jeg kun 46 år, men jeg havde flere veninder, der allerede talte om hedeture og træthed, så jeg slog mit ubehag hen med, at jeg nok bare var tidligt på den.

– Måske skulle du overveje nogen hormoner? sagde min veninde Helle. – De hjalp virkelig mig i starten.
Da min træthed fortsatte, besluttede jeg mig for at gå til lægen og få hormontilskud, men her fik jeg mit livs overraskelse.

– Du er ikke i overgangsalderen, Gitte, sagde lægen, da hun var færdig med at undersøge mig. – Du er gravid.
Jeg er glad for, at jeg allerede sad ned, ellers var jeg faldet omkuld: – Hvad siger du? Jeg er da ikke gravid. Det kan simpelthen ikke passe. Du må hellere tjekke igen.

Jeg havde haft en voldsom underlivsbetændelse et par år tidligere, hvorpå jeg havde smidt p-pillerne, fordi jeg havde formodet, at jeg nok ikke længere kunne blive gravid. Men nu var jeg altså gravid i en alder af 46 år!

Rodede tanker og voldsomme følelser

Et kaos af rodede tanker og voldsomme følelser væltede rundt i mig, da jeg cyklede hjem. Mikkel, vores yngste søn, var lige flyttet hjemmefra i en alder af 20, og Lars og jeg havde virkelig set frem til at nyde vores frihed efter 24 år med hjemmeboende børn.

Orkede vi at begynde forfra med søvnløse nætter og bleskift? Og var vi ikke alt for gamle? Vi ville være over 50, når barnet skulle begynde i skole. Kunne vi byde et barn det? Men den mindre fornuftige del af mig kom med alle modargumenterne. Det kunne være helt fantastisk endnu en gang at stå med et lille liv i hænderne, og nu havde vi den ro og økonomi, som vi manglede, da vi fik Nanna og Mikkel.

Jeg var 22 år, da Nanna kom til verden, og vi boede i en lille, fugtig lejlighed, mens vi begge kæmpede for at gøre vores uddannelser færdige, så vi fik råd til at flytte til noget bedre. Pengene havde været virkelig små, og vi havde mange spekulationer og bekymringer over vores økonomi. I dag kunne vi opfostre et barn uden alle de bekymringer, og jeg kunne endda gå ned i tid, så jeg kunne være mere for barnet.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde siddet i sofaen og stirret ud i luften, da Lars kom hjem.
– Gitte, du ser helt forkert ud? Der er forhåbentlig ikke sket noget hos lægen?
Han satte sig ned og tog mig i hænderne. Jeg kiggede på ham og tog en dyb indånding.
– Jeg er gravid, sagde jeg.

Lars kiggede på mig med lige dele overraskelse og vantro: – Hvad er du? Jamen, det er da fantastisk. Min sølvbrud skal være mor.

Lars kiggede på mig med lige dele overraskelse og vantro: – Hvad er du? Jamen, det er da fantastisk. Min sølvbrud skal være mor.
Han grinede og knugede mig ind til sig. Jeg begyndte også at grine, mens tårerne løb ned ad kinderne på mig. Vi skulle være forældre!

Så enkelt var det selvfølgelig ikke. Vi havde lange snakke om, hvorvidt det nu var en god idé. Vi var jo ikke helt unge, og et lille barn kræver meget energi. Endelig var der hele spørgsmålet om min alder. Jeg var en gammel gravid kvinde, og det betød, at der var en forhøjet risiko for, at barnet fejlede et eller andet som Downs Syndrom, og vi blev nødt til at forholde os til, hvordan vi så skulle agere.

Bagved alle bekymringerne lå der en stor lyst hos begge til at få barnet. Det var vores sidste chance for at få et barn, og selv om vi aldrig havde talt om at få en efternøler, var det en så fantastisk chance, at vi ikke ville lade den gå fra os. Vi aflyste krydstogtet og begyndte at forberede os på, at vi igen skulle have en baby i huset.

Småklamt sexliv

Vi besluttede os for, at vi ikke ville fortælle børnene noget, før vi var sikre på, at alt var, som det skulle være. Min graviditet blev fulgt ekstra nøje af lægerne, og da de første scanninger så fine ud, turde vi langsomt begynde at glæde os.

Men det betød også, at vi ikke længere kunne udskyde at fortælle vores børn og familie om den glædelige og noget uventede begivenhed. Månederne forinden havde vi talt uden om, når snakken var faldet på vores sølvbryllupsrejse, og jeg havde spyttet i rødvinsglasset, så men ingen fattede mistanke om, at vi bar på en stor hemmelighed.

Jeg var nu lidt bange for børnenes reaktion. Hvad ville de sige til at få en lillebror eller søster, som kunne være deres eget barn? Og min ængstelse viste sig at være berettiget.

Vi inviterede Nanna og Mikkel til middag, og da vi alle var bænket omkring bordet, slog Lars højtideligt på glasset og sagde, at der var noget, som vi gerne ville fortælle.
– Ja, det bliver nok lige så stort et chok for jer, som det var for os, men vi skal altså være forældre igen. I skal have en lillesøster eller bror, sagde han.

Hvis ikke jeg havde været så nervøs, havde jeg formentlig grinet højt af mine børns forbavsede og chokerede miner.
– Nej, det kan I da ikke, udbrød Mikkel. – I er da supergamle.

Han kiggede på os med væmmelse, som om at det største chok var, at hans forældre stadig havde et sexliv.

Han kiggede på os med væmmelse, som om at det største chok var, at hans forældre stadig havde et sexliv. Nanna så også rystet ud, men hun formåede dog at ønske os tillykke, mens Mikkel stadig sad og rullede med øjnene.
– Der er sgu da lidt småklamt, er det ikke? sagde han.

– Nej, Mikkel hold nu op, det er altså far og mor, du taler om, sagde Nanna strengt. – Men I er jo ikke helt unge, er I sikre på, at I kan holde til det? I er jo pensionister, når barnet bliver teenager.

Vi forsikrede hende om, at vi havde tænkt på det, men vi mente, at vi til gengæld havde så meget erfaring og ro i vores liv, at vi nok skulle kunne klare det.
– Ellers sender vi bare ungen hen til sin storesøster og storebror, spøgte Lars, og Mikkel så ud, som om han fik vinen galt i halsen.

– Fuck, jeg skal være storebror, det er sgu da grineren, mumlede han, og Lars og jeg smilede til hinanden. Det skulle nok blive godt, når børnene lige havde vænnet sig til tanken.

Forældreløse Basse

Mikkel havde det meget svært med min voksende mave, og han syntes nærmest, at det var ulækkert, at hans gamle mor skulle have et barn mere. Det var jeg ked af, men Lars mente, at vi bare give ham lidt tid.
– Han skal nok ændre mening, når den lille kommer til verden, beroligede Lars mig.

Nanna påtog sig derimod rollen som barnets advokat og stillede alle de ubehagelige spørgsmål.
– Har I talt om, hvad der skal ske med barnet, hvis I pludselig dør eller bliver alvorlig syge? spurgte hun.

– Jamen, far og jeg har da mange år tilbage, protesterede jeg, men Nanna fortsatte: – Ja, forhåbentlig, men der er altså folk, der dratter døde om, når de er 55, og hvad skal der så ske med lille Basse?
Det var ikke en rar tanke, når man bærer et lille barn under sit hjerte, men Nanna havde jo ret.

Vi blev gamle forældre, og der var en risiko for, at lille Basse, som Nanna kaldte min voksende mave, ville miste den eller begge sine forældre i en tidlig alder.

Vi blev gamle forældre, og der var en risiko for, at lille Basse, som Nanna kaldte min voksende mave, ville miste den eller begge sine forældre i en tidlig alder. Jeg blev overvældet af graviditetshormoner og begyndte at græde.

– Åh, stakkels lille Basse, hvor er vi nogle frygtelige egoister, der sætter et lille barn i verden, når vi er så gamle, snøftede jeg.
– Mor, stop nu. I skal nok klare det i fin stil. Hverken Mikkel eller jeg er faldet helt skævt ud, så mon ikke at I kan tage turen en gang til uden at påføre barnet alt for mange traumer, sagde Nanna og lagde armen om mig.

Hun fortsatte: – Hvis I trænger til aflastning, så har barnet heldigvis et par friske storesøskende. Og hvis I dør, så skal jeg nok springe til og tage mig af den lille.
Selv om jeg var sikker på, at både Lars og jeg ville blive gamle, var jeg alligevel glad for Nannas løfte.

Ro i moderskabet

Som alle prøver og scanninger viste, at barnet voksede fint i min mave, begyndte vi rigtig at glæde os. Vi indrettede et fint børneværelse, og jeg forkøbte mig i yndige babyting. Som ung måtte jeg vendte hver en krone, og jeg nød, at jeg nu havde råd til at købe alle de søde ting.

Vi fortalte venner og familie den store nyhed, og når det første chok lige havde lagt sig, fik vi stor opbakning og rigtig mange sjove bemærkninger.
– Her troede vi, at I skulle på sølvbryllupsrejse, og så skal I være forældre! sagde min sjove lillebror. – Hvad skal man også med sydens sol og tropenætter, når man kan få søvnløse nætter herhjemme.

Fødslen nærmede sig, og jeg gjorde mig mine tanker om, hvorvidt min gamle krop kunne finde ud af at føde endnu et barn, men da fødsel gik i gang, kom det ganske af sig selv. Lille Anna kom til verden på fem timer, og da jeg fik hende i mine arme, føltes det endnu mere ubeskriveligt fantastisk, end jeg huskede det.

Lille Anna kom til verden på fem timer, og da jeg fik hende i mine arme, føltes det endnu mere ubeskriveligt fantastisk, end jeg huskede det.

Jeg blev overvældet af glæde og taknemmelighed, fordi jeg endnu en gang havde fået lov at sætte et barn i verden.

Mikkel og Nanna kom en time efter fødslen for at se deres lillesøster. Selv Mikkel havde tårer i øjnene, da han hold hende første gang.
– Hvor er hun dog lille, hvor er hun dog lille, blev han ved med at sige.

Lars og jeg smilede til hinanden, han skulle nok blive en god storebror.

Anna var virkelig et vidunder. Hun var et roligt barn, og vi faldt hurtigt ind i en god rytme. Jeg kunne da godt mærke, at jeg var noget træt, hvis vi havde haft for mange urolige nætter, men det blev opvejet af den ro, som jeg oplevede i mit moderskab.

Som ung havde jeg været frygtelig usikker på, om jeg nu gjorde det godt nok, og jeg var altid bange for, at børnene ikke trivedes. Den angst havde jeg slet ikke nu. Jeg vidste, at det, jeg gjorde, var rigtigt, og jeg blev ikke bekymret, hvis Anna en dag ikke spiste så meget, for hun skulle nok komme efter det dagen efter.

Sølvbryllup og barnedåb

Vi var småbørnsforældre på ny, men vi var også et ægtepar, der havde været gift i 25 år, og det havde vi stadig lyst til at fejre. Alle planer om den store rejse var sat på stand-by, og i stedet besluttede vi os for at holde et kombineret sølvbryllup og barnedåb. Vi blev i sin tid gift på rådhuset, og nu benyttede vi lejligheden til at få en kirkelig velsignelse.

Det var en helt fantastisk dag. Vi havde besluttet os for, at vores store børn skulle bære deres lillesøster frem til dåben. Mikkel bar hende, og Nanna holdt hende ved selve dåben, mens jeg knugede Lars’ hånd og var glad for, at jeg ikke skulle sige noget, for jeg var alt for berørt til at kunne snakke.

Velsignelsen var en smuk ceremoni, og det føltes ligeså rigtigt at stå ved Lars’ side som på rådhuset for 25 år siden.

Velsignelsen var en smuk ceremoni, og det føltes ligeså rigtigt at stå ved Lars’ side som på rådhuset for 25 år siden. Præsten holdt en sjov og hjertevarm tale, hvor han snakkede meget om ’at være åben for de uventede gaver, som livet bringer en’.

Venner og familie dyngede os til med ris, da vi kom ud af kirken.
– Stop, stop, råbte Lars. – Vi skal ikke have flere børn.
– Kan vi nu være sikre på det, råbte min lillebror, og alle grinede.

Festen blev holdt i vores lokale beboerhus, og jeg, som ellers havde forsvoret, at jeg skulle holde sølvbryllup med æresport, blev virkelig glad og overrasket, da jeg så, hvordan vores venner og familie havde lavet en stor æresport, hvor der selvfølgelig var placeret en stor stork på toppen.

Anna fik også sin egen lille æresport i form af en fin krans, der omkransede hendes barnevogn. Selv sov hun fra det meste, og når hun var vågen, gik hun fra arm til arm, for alle ville holde hende. Ikke mindst hendes storebror.

Hun skulle ikke give mange kny fra sig, før Mikkel var over hende, og da hun trængte til en ny ble, greb storebror resolut pusletasken.
– Bliv du bare siddende, mor, sagde han. – Den klarer Anna og jeg.

Jeg kiggede efter min store dreng, som forsvandt med sin lillesøster på armen, og jeg mærkede en stor stolthed. En bedre storebror kunne en lille pige ikke få.

Vores venner havde lavet en utrolig morsom sang, der hed ’Gylpstænk i dit gyldne hår’, og jeg grinede så meget, at jeg næsten ikke kunne få vejret. Min moster passede Anna om aftenen, så det blev halvt sent, før vi kom hjem.

Gæsterne havde selvfølgelig været forbi, så hele sengen var fyldt med konfetti og rosenblade, men jeg var så træt, at jeg bare rystede det hele ud på gulvet og kravlede ned under dynen.
– Tænk at vi ville være rejst væk fra alt det her. Jeg ville ikke have undværet denne dag for noget, sagde jeg til Lars.

– Ja, hvor var vi dog dumme, svarede han og trak mig ind til sig. – Og det bedste er, at vi har fået Anna.
Hun var den bedste gave, som vi ikke anede, vi ønskede os. Og krydstogtet, det snupper vi, når vi når til guldbrylluppet.

Hvad mener du om at få barn så sent i livet? Skriv din mening herunder.

Har du selv fået barn i en sen alder? Fortæl din historie på Vores Historier. Send mig en mail. 

Har du lyst til endnu en historie om en uventet graviditet? Læs beretningen om Anja, der får barn med sin sommerflirt i fortællingen MIT LIVS BEDSTE FEJLTAGELSE.

Eller gå tilbage til LÆS HISTORIER og find en anden spændende, fascinerende og tankevækkende virkelighedsnovelle.