JEG FLYGTEDE FRA SORGEN

Det var så rædselsfuldt og frygteligt at miste Erik, men ikke mindst varSorgen over at miste Erik var stor, og jeg flygtede ind i et nyt forhold. det uretfærdigt. Der var så mange ting, vi skulle nå, så mange ting som vi havde lovet hinanden, at vi skulle opleve sammen, nu hvor vi fik mere tid sammen.

Erik var lige gået på pension, og jeg havde kun et år tilbage på arbejdsmarkedet, da han en dag faldt om. Blodprop i hjertet, død i en alder af 65 år. Vi havde været gift i 35 år, og min smerte var stor og afgrundsdyb. Min datter Lise forslog, at jeg sygemeldte mig og holdt en lang ferie hos hende, så jeg kunne få fred til at sørge, men da begravelsen var overstået, orkede jeg ikke flere tårer. Jeg havde grædt mine øjne ud den første uge, og nu ville jeg bare tilbage til min hverdag, men jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder, for alt mindede om Erik.

Jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder, for alt mindede om Erik.

Det eneste sted, som ikke mindede om ham, var min arbejdsplads, så når jeg var på arbejde, havde jeg fred. Her kunne jeg for en tid glemme det skrækkelige, der var sket.

Arbejdet og mit franskhold på aftenskolen blev min holdeplads i sorgen. Det gav mig noget at stå op til og noget at koncentrere mig om. Aldrig havde jeg fået så meget fra hånden på arbejdet og været så velforberedt til fransk timerne. Det kommenterede min medstuderende John også en dag, da vi løb på hinanden foran kaffeautomaten i pausen.
– Jeg har brug for noget at gå op i, nu hvor jeg var blevet alene, sagde jeg og pustede på kaffen.
John nikkede: – Sådan havde jeg det også, da min kone døde.
Jeg kunne godt huske, at John havde mistet sin kone for tre år siden, og nu kunne jeg ikke lade være med at spørge ham ud om det.
– Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive glad igen, sagde han og så alvorligt på mig. – Men Karen, du bliver nødt til at huske dig selv på, at der kommer en dag, hvor du vil smile igen.
John talte videre, og jeg kunne nikke genkendende til mange af de ting, han sagde. Vi snakkede så længe, at vi kom for sent til timen.
Da jeg kom hjem, tænkte jeg længe på samtalen med John. Det var, som om han uden at kende mig særlig godt, kunne sætte ord på nogen af alle de kaotiske ting, der væltede rundt i mit hoved. Jeg følte virkelig, at han forstod min smerte.

Løgsuppe og Coq au vin

Til næste fransktime søgte jeg John i pausen, og som det naturligste i verden fortsatte vi vores snak, hvor vi havde sluppet den ugen før. Vores samtaler blev til flere, og jeg begyndte at se frem til at møde John på aftenskolen. Ofte blev vi stående og snakkede længe efter, at timen var slut, og jeg gik altid hjem i lidt bedre humør, end da jeg kom.

En aften inviterede John mig til middag.
– Vi kan jo ikke blive ved med at stå og hænge foran skolen, sagde John.
Jeg takkede ja og ignorerede den lille stemme indeni mig, der spurgte om Johns intentioner med invitationen. Der var vel ikke noget galt i, at to voksne mennesker, der begge var blevet alene, spiste middag sammen, tænkte jeg. Alligevel undlod jeg at nævne middagen for Lise.

Vi havde en rigtig dejlig aften. John havde lavet løgsuppe og Coq au Vin, for det skulle jo være fransk. Maden smagte skønt, og jeg fik nok lige et glas vin for meget, men det ændrede ikke på, at det var så rart at snakke med John.

Vi talte meget om, hvordan det var at miste sin ægtefælle, og han forstod mig på en helt anden måde end min datter, mine venner og kolleger.

Vi talte meget om, hvordan det var at miste sin ægtefælle, og han forstod mig på en helt anden måde end min datter, mine venner og kolleger. John vidste præcis, hvordan jeg havde det, uden at jeg behøvede at sætte en masse ord på. Han nikkede bare og lagde hånden over min, da jeg mærkede, hvordan mine kinder blev varme, og tårerne pressede på.
– Det tager tid, Karen, det tager tid, sagde han, og jeg smilede til ham gennem mine tårer.

Middagsinvitationen blev efterfulgt af flere og udvidet med gåture og biografture. Vi var enige om, at det var rart at have et andet menneske at gøre den slags ting med, når man var alene. Andre gange hjalp vi hinanden med praktiske ting. Han hjalp mig med at få gjort ordnet haven, og jeg gav en hånd med, da han skulle have malet køkkenet.

I begyndelsen talte vi næsten udelukket om vores tab, men efterhånden gled også andre emner ind i samtalen, og jeg begyndte langsomt at lære John at kende.

Løgn på løgn

Jeg var glad for min nye ven, og jeg nød den tid, vi var sammen. Når jeg var sammen med John, var skyerne mindre grå end ellers, og jeg kunne grine og være glad. Men samtidig havde jeg dårlig samvittighed overfor Erik og min datter. Det var kun to måneder siden, at Erik var død, og jeg tilbragte allerede så meget tid sammen med en anden mand. Jeg havde sagt til Lise, at der var en fra franskholdet, som også var alene, og vi mødtes sommetider, men jeg fornemmede, hvordan Lises øjenbryn hævede sig, når jeg nævnede John, så jeg forsøgte at lade være.

Jeg ’glemte’ at fortælle, når jeg havde været sammen med John, og en dag kom jeg til at sige, at jeg havde set en veninde, selv om jeg havde besøgt John. Snart tog den ene løgn den næste, og inden længe fik jeg virkelig grund til at lyve.

En aften kyssede John mig. Han havde inviteret mig til middag i det nymalede køkken som tak for hjælpen, og pludselig mens vi stod og ventede på, at kaffen skulle blive færdig, trak han mig ind til sig.

– Du ved godt, at jeg synes, at du er rigtig dejlig, ikk,? spurgte han og kiggede intenst på mig.

– Du ved godt, at jeg synes, at du er rigtig dejlig, ikk,? spurgte han og kiggede intenst på mig.
Jeg rødmede, og før jeg have fundet ordene, kyssede han mig. Det var forkert og alligevel ikke. Jeg savnede jo stadig Erik, men jeg holdt virkelig meget af John, og det var så dejligt bare at forsvinde ind i et par mandearme og glemme verden omkring sig.

Det blev til mange kys den aften, før jeg endelig fik vristet mig fri og tumlede hjem med røde kinder og et bankende hjerte. Hvad er det dog, jeg laver, tænkte jeg forvirret, da jeg mødte mit eget ansigt i badeværelsespejlet. Det skal vist ikke ske igen, tænkte jeg og øste masser af kold vand i ansigtet.
Men det gjorde det. John kurtiserede mig med blomster, lækre middage og masser af kys, og ja, så efter et par uger gav jeg efter. Vi blev kærester.

Igen sagde jeg ikke noget til min datter, og jeg havde også forklaret John, at det var vigtigt, at vi holdt meget lav profil i begyndelsen, men Lise var ikke dum, og hun fornemmede snart, at der var noget, jeg forsøgte at skjule.
Ofte kunne hun berette, at hun havde ringet, hvor jeg ikke var hjemme, og så begyndte hun at gå mig på klingen.
– Lørdag eftermiddag? Tja, jeg tror ikke, at jeg lavede noget særligt. Jeg hørte nok bare ikke telefonen, forsøgte jeg at forklare med unaturlig høj stemme.
Lise blev ved: – Jeg ringede flere gange, og så døv plejer du ikke at være. Er du sikker på, at du ikke var ude?
– Det er rigtigt, jeg var lige på et visit, sagde jeg og mærkede, hvordan jeg blev hevet længere ned i sølet.
– Hos ham fra franskholdet?
Jeg mumlede, at det var vist rigtigt, og Lise sagde ikke mere, men jeg var ikke i tvivl om, at hun tænkte sit.

Længere mellem blomsterne

John og jeg havde det dejligt sammen, men langsomt begyndte hverdagen at melde sig. Der blev længere mellem blomsterbuketterne, og jeg begyndte at se, at John og jeg var meget forskellige. Han brugte lang tid på at følge med i nyhedsstrømmen, hvor jeg følte mig godt nok orienteret, hvis bare jeg fik set nyhederne om aften.

Jeg forstod ikke, at John kunne bruge flere timer om dagen på at læse aviser på internettet og se tekst-tv, og han kunne ikke forstå, at jeg ikke interesserede mig levende for valget i en eller anden lille afrikansk stat.
– Karen, det kan da ikke passe, at du kun synes, ting er spændende, hvis det sker i din egen lille andedam, sagde han bebrejdende, og jeg følte mig dum.
Jeg kom til at tænke på min afdøde mand. Han havde aldrig så meget som antydet, at jeg var uvidende, og pludselig fik jeg helt ondt i maven af savn.
– Er der noget galt? spurgte John, men jeg skyndte mig at smile og sagde, at jeg havde det fint, fint, for pludselig virkede det forkert at dele min sorg med John. Nu var vi jo sammen, og så burde jeg jo være glad.

Ofte kunne jeg ikke lade være med at sammenligne Erik og John. Erik var typen, der kunne få et hvert selskab til at grine, mens John var til dybe diskussioner. John elskede at lave mad, hvorimod min afdøde mand kun kunne lave æggekage og frikadeller. Jeg tog mig selv i at savne Eriks simple æggekage, når John endnu en gang havde kastet sig ud i et gastronomisk projekt, der tog flere timer.

Jeg tog mig selv i at savne Eriks simple æggekage, når John endnu en gang havde kastet sig ud i et gastronomisk projekt, der tog flere timer.

– Kan vi ikke bare spejle et æg og smøre et par madder, for jeg er godt sulten? spurgte jeg en aften, hvor vi var kommet lidt sent hjem.
John så forfærdet ud: – Nej, skat, jeg kan hurtigt lige trylle noget lækkert sammen.
Det var bestemt også lækkert, men det tog to timer, og jeg var ved at besvime af slut, da maden endelig stod på bordet. Jeg kunne ikke rigtig nyde maden, for jeg var irriteret på John over, at han havde brugt så lang tid i køkkenet, når han vidst, at jeg var sulten.

Desværre var irritation en følelse, jeg ofte fik, når vi var sammen. Jeg blev irriteret over ting, John sagde eller gjorde. Træt af, at han ikke kunne servere en kop kaffe eller et glas vin uden en lang forklaring om, hvor bønnerne eller druerne var plukket. Træt af, at han altid skulle belære mig om ting, selv om han gjorder det i den bedste mening.

John på den anden side virkede, som om han var glad for vores forhold, så glad, at han ikke kunne forstå, at det skulle være hemmeligt. Han ville gerne have mig med til en stor fødselsdag i hans vennekreds, men jeg ville ikke med. Jeg var bange for, at rygtet om vores forhold skulle nå min datter eller nogen, jeg kendte, for så var byen heller ikke større.
– Karen, nu må du stoppe, sagde John irriteret. – Lise er altså en voksen kvinde, og hun må da unde sin mor at komme videre med sit liv.
– Jeg vil jo bare skåne hende lidt, mumlede jeg og tænkte, at det var, som om at John ikke rigtig forstod mig længere.

Ramt i hjertekuglen

En dag sagde Lise ligeud, at det virkede, som om jeg havde noget at skjule.
– Er det han fransk-fyren? spurgte hun spidst, og jeg nikkede stumt.
– Mor, hvor kan du gøre det mod far? Han har kun været død i fem måneder.
Lises ansigt trak sig sammen, og hun brød hulkede sammen. Pludselig var hun bare en lille pige, der savnede sin far. Hendes sorg ramte mig lige i hjertekulen, og det var, som om den vækkede min egen til live.

Min sorg og mit store savn over at have mistet den mand, som jeg havde elsket i over 35 år. Sådan en sorg forsvandt ikke bare over en lækker, fransk middag og en buket roser. Det erkendte jeg nu, og det gjorde ondt.
Jeg fik en lang snak med min kloge datter den dag. Jeg havde forsøgt at skyde genvej og flygte fra sorgen, da jeg involverede mig med John, og det var forkert, både overfor John og overfor mig selv.
Næste dag tog jeg hen til John og afsluttede forholdet. Han blev ked af det, men jeg tror faktisk godt, at han forstod det. Det var simpelthen for tidligt for mig at få en ny mand ind i mit liv.

Var det rigtigt af Karen at droppe John? Skriv din mening herunder.
Har du også prøvet at flygte fra sorgen eller en traumatisk oplevelse, så send mig en mail eller læs mere her.
Vil du læse om problemer i parforhold, så læs beretningen om Mia, der bliver kærester med Min-kæreste-var-shopaholicCasper, der bruger alt, alt for mange penge, i MIN KÆRESTE VAR SHOPAHOLIC 
Eller gå tilbage til LÆS HISTORIER og find en anden, spændende, rørende, tankevækkende virkelighedsnovelle.

Efterlad en kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Felter med * skal udfyldes.