JEG FORLOD MINE BØRN

Forleden dag læste jeg et brev i en brevkasse i et ugeblad, som berørte mig dybt. Efter skilsmissen besluttede jeg, at drengene skulle blive boende hos deres far. En god beslutning, men jeg blev fordømt af omgivelserne, og savnet efter mine børn var ubeskriveligt. Brevet var fra en kvinde, der overvejede at gå fra sin mand, fordi ægteskabet ikke længere fungerede. Ikke nok med det, hun overvejede også at lade børnene blive boende hos faderen i deres vante rammer.

Brevet ramte mig, for jeg vidste præcist, hvilket dilemma den stakkels kvinde stod i, og jeg vidste også, at der ikke findes nogen nemme løsninger for hende. Bliver hun, vil hun fortsat være ulykkelig, og går hun fra mand og børn, vil hun opleve omverdenens fordømmelse, og hun vil mærke et savn efter sine børn, som hun ikke troede muligt.
For 15 år siden stod jeg selv og skulle træffe mit livs sværeste valg.

Skulle jeg blive i et ægteskab, som var stendødt, for mine børns skyld, eller skulle jeg forlade min mand velvidende, at jeg ikke havde mulighed for give børnene det liv, de havde?

Skulle jeg blive i et ægteskab, som var stendødt, for mine børns skyld, eller skulle jeg forlade min mand velvidende, at jeg ikke havde mulighed for give børnene det liv, de havde?
Min mand Henrik og jeg havde været sammen, siden vi var ganske unge. Ingen af os havde haft andre kærester, og vi havde fået to dejlige børn sammen. Som årene gik, voksede vi fra hinanden, og gnisten mellem os forsvandt. Vi talte ikke længere sammen, men kommunikerede mest om at få hverdagen med to fuldtidsjobs og to skolesøgende børn til at hænge sammen.
Når vi endelig faldt sammen i hvert sit sofahjørne om aftenen, var der ingen af os, der orkede at gøre noget for at puste gnister i ægteskabet. På gode dage var vi som bror og søster, men desværre gik der længere og længere mellem de dage, hvor luften ikke var tyk af irritation og bebrejdelser. Det kunne ikke blive ved med at gå, og jeg vidste, at hvis ægteskabet skulle bringes til ophør, var det mig, der måtte tage den hårde beslutning, for Henrik gjorde det ikke.

Der var bare lige det med børnene. Selvfølgelig ville jeg allerhelst bo sammen med mine børn, men når jeg tog de realistiske briller på, kunne jeg godt se, at jeg på ingen måde havde råd til at sidde i huset alene med min løn. Det ville være synd at hive drengene, som dengang var 9 og 11 år, ud af deres vante omgivelser og flytte til den anden ende af byen, men min beskedne indtægt ville kun række til en mindre lejlighed i vores område. Jeg kunne bare ikke forestille mig, at mine to aktive drenge kunne trives i en lille lejlighed, hvor de ikke kunne få hver deres værelse.
Vi kunne selvfølgelig lave en løsning, hvor de boede hos os på skift, men det syntes jeg ikke, at jeg kunne byde dem. Jeg var bange for, at de ville blive rodløse og ikke føle sig hjemme nogen steder, så den løsning forkastede jeg også. Endelig havde jeg skiftende arbejdstider, hvorimod Henrik altid var hjemme om aftenen.
Han kunne godt sidde i huset med sin løn, han var virkelig en god far for Mark og Mikkel, og jo mere jeg tænkte over det, jo mere rigtigt ville det være at lade drengene have fast base hos deres far.
Det var jo mig, der brød vores familie op, og så var det vel et eller andet sted også rimeligt, at de andre tre ikke led mere end højst nødvendigt. Måske var det bare, noget jeg tænkte, for at dæmpe min egen dårlige samvittighed.

BRUDDET

Jeg havde dårlig samvittighed, hele tiden. Jeg havde dårlig samvittighed den aften, hvor vi for sidste gang spiste aftensmad sammen som familie, for jeg vidste, at jeg, når børnene sov, ville fortælle Henrik, at jeg gik fra ham. Jeg havde dårlig samvittighed, da vi et par dage efter fortalte Mark og Mikkel, at mor og far skulle skilles, og at de skulle blive boende hos far.
Henrik var selvfølgelig blevet ked af min beslutning, men da han lige havde sundet sig, var også han relativt afklaret med, at det var den bedste løsning. Ikke mindst af hensyn til børnene, som vi ikke ønskede, skulle vokse op i den dårlige stemning, der ofte herskede i vores hjem.
– Men er du sikker på, at du virkelig mener, at drengene skal bo fast hos mig? Vi kan jo lave en deleordning? foreslog han.
Jeg rystede på hovedet. Drengene skulle bo i deres vante omgivelser hos deres far. Længere var den ikke.

Min stemme rystede, da jeg fortalte drengene, at de skulle blive i huset sammen med Henrik.

Min stemme rystede, da jeg fortalte drengene, at de skulle blive i huset sammen med Henrik.
– Men I kommer og besøger mor alt det, I vil, og jeg kommer og besøger jer hele tiden. I kommer næsten ikke til at mærke, at jeg ikke bor her længere, mere kunne jeg ikke sige, for stemmen knækkede sammen, og jeg måtte vende mig væk og tage et par dybe indåndinger, før jeg igen kunne se drengene i øjnene.
Jeg fandt ret hurtigt en lejlighed, som ganske vist ikke var særlig stor, men den lå ikke langt fra vores gamle hjem og drengenes skole, og der var plads til, at drengene kunne få et fælles værelse.

RIGTIGE BESLUTNING

Jeg vil ikke forklejne skilsmissen, for det var ganske rædselsfuldt, da jeg og mit flyttelæs forlod min familie og mit hjem gennem 10 år. Jeg græd, og det blev jeg ved med den næste uge. Jeg gik rundt og pakkede ting ud i mit nye hjem, mens tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Det var virkelig forfærdeligt, men et eller andet sted bag alle smerten og sorgen vidste jeg, at det var den rigtige beslutning, for Henrik og jeg var færdige med hinanden.
Jeg indrettede det største værelse til Mikkel og Mark, for det var vigtigt, at de følte, at der altid var plads til dem hos deres mor. Henrik og jeg havde aftalt, at drengene skulle være hos mig hver anden weekend fra torsdag aften og en dag eller to i ugens løb samt i ferierne, og når de havde lyst.

Efter at have været mor på fuldtid i så mange år, var det underligt at komme hjem til en tom lejlighed, hvor der det meste af tiden ikke var nogen, der forventede noget af mig. Når jeg ikke havde børnene, behøvede jeg ikke at lave mad, hvis jeg ikke gad, og jeg behøvede ikke tjekke, at der nu også var rent sportstøj til gymnastiktimen.

Jeg havde masser af tid til mig selv, men guderne skal vide, at jeg savnede min drenge, så det gjorde ondt.

Jeg havde masser af tid til mig selv, men guderne skal vide, at jeg savnede min drenge, så det gjorde ondt.
Jeg talte i telefon med mine børn hver dag, og jeg så dem også flere gange om ugen. Alligevel var masser af gange, hvor jeg kom i tvivl om, det nu var det rigtige, jeg havde gjort. Når Mikkel ringede og var ked af det, eller når Mark var syg, følte jeg mig som en frygtelig dårlig mor, også selv om jeg kunne være hos dem på ti minutter. Ofte kom jeg forbi og var der en times tid, hvis en af drengene havde brug for mig, og det var helt fint med Henrik. Han var virkelig eksemplarisk, og jeg var aldrig i tvivl om, at drengene efter lidt startvanskeligheder havde det rigtig godt hos ham. Desværre havde omgivelserne en forstokket holdning, at mor er den bedste i verden, og hvis en mor frivilligt havde forladt sine børn, var der åbnet op for alverdens forargelse.

FORDØMMELSE FRA OMGIVELSERNE

Mine kolleger troede ikke på mig, da jeg først fortalte, at jeg skulle skilles, og børnene skulle blive hos Henrik.
– Men Ane, det er da bare, indtil du kommer på plads, ikk? spurgte min kollega Bente.
Jeg rystede på hovedet, nej, de skulle bo fast hos Henrik.
Bente og de andre gloede måbende på mig. – Jamen, du er da ikke sådan en ravnemor, Ane, sagde Lisbet måbende.
Nej, det var jeg ikke, jeg ønskede bare det bedste for mine børn, også selv om det ikke nødvendigvis var det bedste for mig. Men det kunne mine kolleger slet ikke forstå, og jeg måtte lægge øre til mange sårende bemærkninger.
Over alt måtte jeg forsvare mit valg. Ikke en gang min mor forstod mit valg.
– Der er altså noget naturstridigt ved, at børn ikke skal være sammen med deres mor, sagde hun igen og igen, og jeg var ved at blive skør af at høre på hende.
– Hvad med skilsmissefædre? råbte jeg. – Der er aldrig nogen, der siger, at det er naturstridigt, at børn ikke skal være sammen med deres fædre. De har vel et eller andet sted ligeså meget ret til at være sammen med deres børn, som vi har.

Efter at have måtte forsvare mit valg tilpas mange gange i alle mulige sammenhænge, holdt jeg simpelthen op med at fortælle nye mennesker, at jeg havde børn. Ikke at jeg løj, men hvis det ikke lige faldt naturligt i samtalen, så jeg ingen grund til at nævne det. Jeg orkede bare ikke at se, hvordan folk rullede med øjnene, og selv om de ikke direkte sagde noget, kunne jeg nærmest se, hvordan de kiggede op og ned ad mig for at finde en forklaring.

Jeg måtte jo lide af en sygdom, være mentalt forstyrret eller have et alvorligt misbrug, siden mine børn boede hos deres far.

Jeg måtte jo lide af en sygdom, være mentalt forstyrret eller have et alvorligt misbrug, siden mine børn boede hos deres far.
Ingen lyttede, når jeg forklarede, at jeg bestemt ikke havde meldt mig ud af mine børns liv. Tværtimod kom jeg til alle arrangementerne på skolen og i fritidsordning, for ikke at glemme alle de lørdage, hvor jeg så dem spille fodbold, om så det var min weekend eller ej. Jeg sparede sammen, så jeg kunne tage dem med på ferier, og jeg tilbragte så meget tid med drengene, som var muligt. Jeg syntes på ingen måde, at jeg var ekskluderet fra deres liv.

RASENDE PÅ MOR

Henrik og jeg fik med årene et rigtig godt samarbejde omkring børnene, og vi stod altid klar til at hjælpe hinanden, hvis det brændte på.
Da Mark skulle konfirmeres, holdt vi som den største selvfølgelighed festen sammen. I fællesskab planlagde vi dagen, og vi lavede et lille skuespil, som vi opførte på dagen til selskabets store morskab. Mark kvitterede med at holde en smuk tale for os.
– I har været de bedste forældre, man kan forstille sig. Mikkel og jeg er så heldige, at vi har to hjem, hvor I altid står klar til at hjælpe os, sagde Mark, og jeg måtte diskret tørre en tåre væk.
Efter middagen hev min mor mig til side og spurgte, om jeg ikke kunne forestille mig, at Henrik og jeg ville finde sammen igen.
– Det er bare så rigtigt at se jer sidde der sammen med drengene, sagde hun. – Så kunne du også flytte hjem igen og være en rigtig mor for Mikkel og Mark.
Jeg tog en dyb indånding og talte til ti, før jeg svarede, for jeg ville ikke ødelægge Marks store dag ved at slippe min vrede fri: – Mor, jeg er en rigtig mor for mine drenge, og nu skal jeg sige dig en ting. Henrik og jeg finder ikke sammen igen, og jeg er ligeså god en mor for mine drenge i dag, som jeg var, da jeg boede sammen med dem. Synes du måske, de virker ulykkelige? Nej vel.
Jeg forlod rasende min mor og gik tilbage til selskabet, mens blodet bankede i mine årer.

Tænk at ikke en gang min egen mor kunne forstå, at jeg godt kunne være en god mor, selv om jeg ikke så mine børn hver dag.

Tænk at ikke en gang min egen mor kunne forstå, at jeg godt kunne være en god mor, selv om jeg ikke så mine børn hver dag.
Jeg blev med årene bedre til at lade folks uforskammetheder glide af, og i dag er det 15 år siden, at jeg gik fra mine børns far. Mark er 26 år, og Mikkel 21. De er begge flyttet hjemmefra og er i gang med deres egne liv. Jeg ser dem tit, og de er søde til at ringe, så jeg kan følge med i deres liv. De er begge vokset op og blevet et par utrolig søde og harmoniske unge mænd, og jeg er virkelig stolt af dem.
Når jeg ser på mine drenge i dag, ved jeg, at jeg traf det rigtige valg ved at lade dem bo hos deres far dengang. Jeg tror ikke, at de var blevet så harmoniske, hvis de var blevet kastet frem og tilbage mellem os.
Det er ikke nogen let beslutning at forlade sine børn, og jeg håber meget, at moderen fra brevkassen træffer det valg, der er den rigtige for hende og hendes børn.

Træf Ane det rigtige beslutning, da hun forlod sine børn? Skriv din mening herunder.
 Har du forladt dine børn og mod på at fortælle din historie, så send mig en mail eller læs mere her.

 

Har du lyst til at læse en historie mere? Så læs beretningen om Marianne, der pludselig modtager et Drømmen om en søsterbrev fra en ukendt kvinde, der måske er hendes ukendte halvsøster i DRØMMEN OM EN SØSTER.
 Eller gå tilbage til LÆS HISTORIER og find en anden, spændende, rørende, tankevækkende virkelighedsnovelle.

Efterlad en kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Felter med * skal udfyldes.