Kærlighed på Hollywood’sk
Du kender filmen. Parret går så grueligt meget igennem for at få hinanden, og når de har overvundet dem, forsvinder de hånd i hånd ud i solnedgangen, mens violinerne hviner i dur. Og så lever de lykkeligt til deres dage ende. Gu’ gjorde de r..
Hvis du ruller med øjnene, og med påtaget Maude-stemme siger: ‘Nu er der ingen grund til at være vulgær’, så er det ok. Men jeg mener det, for jeg bliver så grundtræt, når jeg ser endnu en romantisk komedie á la Hollywood. Hvor parforhold reduceres til lidt genvordigheder i den indledende fase. Og ja, det kan da også være tough shit, hvis den ene synes, at det er for livet, mens den anden mener, at én nat rækker, eller den ene part befinder sig i et andet forhold/land/samfundslag – fortsæt selv listen.
Jeg bliver så grundtræt, når jeg ser endnu en romantisk komedie á la Hollywood. Hvor parforhold reduceres til lidt genvordigheder i den indledende fase.
For mange af os drejer det sig dog om et par måneders usikkerhed om, hvorvidt flirten bliver til kærlighed, men det er hurtig glemt. Og før du ryger helt op i det røde felt og brøler: ‘Hvad helvede ved du om det?’, så lad mig lige afsløre, at jeg faktisk var single på den Bridget Jones-agtige måde i otte år, før jeg mødte min mand. Så ja, jeg ved godt, hvordan det er at vente, vente, vente på et opkald/SMS/mail, der aldrig kommer. Eller blot indeholder beskeden: ‘Jeg synes, du er rigtig sød, men… jeg er ikke klar til et forhold/skal vi ikke bare være venner/det er ikke dig, men mig’ – jeg er sikker på, at du også her selv kan fortsætte listen.
Når man så endelig har landet det dér parforhold, så burde man jo, i hvert fald i følge Hollywood, være garanteret evig solskin, masser af kvalitetssex og dybe samtaler resten af livet. NOT. Faktisk er det først, når forholdet er besejlet, og den første forelskelse fordampet, at de virkelige genvordigheder begynder. Når der så kommer børn til, og søvn, sex og dybe rødvinssamtaler bliver en saga blot, bliver der virkelig noget at strides om. Og så er det, at man føler sig snydt.
Når der så kommer børn til, og søvn, sex og dybe rødvinssamtaler bliver en saga blot, bliver der virkelig noget at strides om.
Snydt, fordi vi (vi som i kvinder, for jeg kan ikke udtale mig om, hvad der sker over i den mandlige lejr) lige troede, at vi var på den tresporede motorvej til evig lykke. Det scenarie er vi nemlig blevet præsenteret for længe før, vi lærte at stave til ‘Askepot’ og ‘Tornerose’. Vi er håbløse romantikere, der bevæbnet med popcorn og Kleenex har slugt alt godt fra Hollywoods drømmefabrik som ‘Pretty Woman’, ‘Sleepless in Seattle’ og ‘Dirty Dancing’. Og selv om vi med vores fornuft godt ved, at det er fiktion, så er vi så længe blevet præsenteret for variationer af den samme boy-meets-girl-historie, at vi tror på myten.
Og så bliver vi så skuffede, når vores egen kærlighed ikke lever op til forventningerne. For venindernes og naboen forhold er da som i filmene, er de ikke? Vi bliver frustrerede og utilfredse med det, vi har, som formentlig er et ganske almindelig gennemsnitsforhold med ups and downs – ganske som naboens. Nogen søger videre, for der må jo være noget galt, og ender som serielle monogamister, mens andre bliver bitre og vrisser på deres partner ved enhver kærkommen lejlighed.
Måske ville det hjælpe, hvis der var flere film, der viser parforholdet, som det faktisk er. Måske er der håb for de næste generationer af kvinder, for nutidens piger har forkastet Askepot og Tornrose til fordel for Anna og Elsa. Godt nok er de stadig prinsesser, men de har power og ikke håbløse romantikere, der drømmer om at drøne ud i solnedgangen med en mand.
Efterlad en kommentar