MIN KÆRESTE VAR SHOPAHOLIC

Da jeg mødte Casper, tog han mig virkelig med storm. Nærmere orkan. Selv om vi sHOPAHOLIC WEBbegge var studerende, overdyngede han mig med masser materielle beviser på sin kærlighed.

Store blomsterbuketter, dyre middage, og da vi havde været kærester i tre måneder, inviterede han mig på en romantisk weekend til Paris. Mine veninder var ved at dåne, for ingen af os havde oplevet noget lignende. Susanne, som var den af os, der var mest økonomisk bevidst, spurgte mig da også, hvor han fik pengene fra. Jeg vidste det ikke, men gik ud fra, at hans studiejob på en fastfoodrestaurant finansierede hans forbrug, og egentlig var jeg ret ligeglad. Jeg var superforelsket, og økonomi var det sidste, jeg tænkte på. Da Susanne spurgte, om jeg ikke var bekymret over, at han brugte så mange penge, blev jeg nærmest irriteret. Men jeg skulle have lyttet til min gode veninde, for der var grund til bekymring.

Et par år efter vi havde mødt hinanden, fyldte jeg 30. Jeg var blevet færdig med mine studier og havde fået mit første job, så jeg ville gerne holde en ordentlig fest, nu hvor jeg endelig havde råd. Jeg havde lejet selskabslokalerne i min boligforening og regnede med selv at lave maden med gode veninders hjælp. Men Casper syntes, det var en dårlig ide. Jeg kunne da bare hyre en kok eller et cateringfirma, da jeg påpegede, at det ville blive alt for dyrt, tilbød han at betale. Jeg syntes, at det var alt for mange penge, og det skulle jo heller ikke være et kæmpe gilde.
– Hvorfor skal det være så fornemt? spurgte jeg.
– Kun det bedste er godt nok til dig, Mia, svarede han, og jeg overgav mig.
Jeg havde det lidt skidt med, at Casper betalte for maden, og jeg sagde, at så skulle han ikke bruge en formue på en gave til mig. Godt nok havde Casper også fået et godt job, men så var han heller ikke bedre lønnet.
På min fødselsdag vækkede Casper mig med morgenmad, flag og en flad, aflang pakke. Spændt pakkede jeg op, ja, jeg nærmest flåede papiret af. Gaven indeholdt en smykkeæske, og inden i lå en smuk guldkæde med glimtende ædelsten som vedhæng. Jeg var målløs. Vi havde set kæden, da jeg kort forinden havde været inde i en smykkebutik for at købe en konfirmationsgave til min kusine.

Jeg havde beundret smykket, men jeg havde også set prisen på 5600 kroner!

Jeg havde beundret smykket, men jeg havde også set prisen på 5600 kroner! Nu lå den dyre kæde i min hænder, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle takke min kæreste. Selv om jeg var lykkelig for gaven, var det næsten for meget. Smykket var så eksklusiv, at jeg næsten ikke turde tage den på, og jeg var blevet ligeså glad for en kæde, der havde kostet væsentlig mindre. Men jeg sagde ikke noget til Casper.

– Kan du lide den? spurgte han forventningsfuldt, og jeg kunne ikke gøre andet end at nikke stumt.
Min fødselsdagsfest blev en succes, og maden, som Casper havde bestilt, smagte fortræffeligt, men bagerst i mit hoved følte jeg et lille ubehag over, at han brugte så mange penge på mig, for jeg følte, at jeg skyldte ham noget, men jeg havde altså ikke økonomi eller lyst til at give gaver i 5000 kroners klassen.

Hårde forhandlingsrunder

Kort efter fødselsdagen flyttede vi sammen. Da vi stort set altid var sammen, forestillede jeg mig ikke, at springet ville blive så stort. Men det blev det.
Jeg havde regnet med, at vi tog det bedste fra hver lejlighed, og så kunne vi hen ad vejen købe nye ting, men sådan så Casper ikke på det. Nej, vi skulle starte helt forfra, og kun det bedste og dyreste var godt nok. Han kom med kataloger fra dyre møbelhuse, og han var allerede dybt forelsket i en sofa til 30.000.
– Hvordan kan en sofa være 30.000 kroner værd? Vi skal jo bare sidde i den, og jeg går ikke ud fra, at sofaen også kan gøre rent og lave kaffe, sagde jeg spydigt.
Men Casper syntes overhoved ikke, at det var sjovt. Han var dybt fornærmet over, at jeg ikke ville være med til at bruge så mange penge på en sofa, men jeg holdt fast på mit.
Vi var gennem nogle hårde forhandlingsrunder, før vi kunne flytte ind i vores nye hjem. Jeg fik gennemtrumfet, at vi beholdt de bedste af vores ting, og Casper fik sin vilje på andre områder, blandet andet købte vi et hundedyrt musikanlæg, selv om vi begge havde udmærkede anlæg.
Jeg ville hellere bruge pengene på at tage ud at rejse, men Casper lovede mig, at vi nok skulle komme på ferie, selv om flytningen havde været dyr.
Kort efter, at vi var flyttet sammen, var vi til møde i banken for at få styr på udgifter og indtægter.

Casper og jeg havde egentlig aldrig talt økonomi, og det kom som noget af et chok for mig, da jeg så alle minusserne på hans konto.

Casper og jeg havde egentlig aldrig talt økonomi, og det kom som noget af et chok for mig, da jeg så alle minusserne på hans konto. Bankrådgiveren så alvorlig ud og talte længe om, hvor dyre forbrugslån var, og jeg forstod, at Casper udover en høj kassekredit og lån i banken også havde masser af kontis i forskellige forretninger, og det var ikke småpenge, han skyldte væk.

– Det bliver jo meget dyrt i længden med alle de forbrugslån, sagde rådgiveren og så alvorlig ud. – Jeg kan desværre ikke låne dig mere, så du kommer til at sætte dit forbrug drastisk ned, hvis du skal ud af din gæld.
Det svimlede for mig. Godt nok vidste jeg, at pengene sad meget løst på Casper, men at han havde oparbejdet en kæmpe gæld, var rystende nyheder.
Vi fik lavet en aftale med banken, og selv om jeg godt fornemmede, at bankrådgiveren syntes, at jeg var naiv, valgte vi at lægge vores penge sammen og få fælles økonomi. Jeg syntes, at separat økonomi var så frygtelig uromantisk, som om man ikke var sikker på, at man ville blive sammen. Jeg elskede jo Casper, og jeg ville gerne hjælpe ham af med gælden, så vi senere kunne stifte familie uden pengesorger.

Skænderi om penge

En måned efter, at vi havde været til møde i banken, kom Casper hjem med en kæmpe kasse. Han var helt eksalteret, mens han pakkede op. Jeg spurgte, hvad det var og fik svaret – et fjernsyn. Sådan et tv på størrelse med lærredet i en mindre biograf.
– Hvad skal vi dog med det? Vi har jo allerede et fjernsyn, sagde jeg og kunne slet ikke se, hvordan vi skulle klemme det ind i vores lille stue.
Flytningen havde kostet en formue, og jeg havde stadig min dyre fødselsdag og bankmødet in mente, men Casper mente ikke, at vi kunne leve uden. Jeg spurgte, hvad det havde kostet, men han ville ikke rigtig svare.
– Kunne vi ikke lige have talt om det først, spurgt jeg irriteret. – Nu bor vi sammen, og så er det vel rimeligt, at vi tager den slags beslutninger i fællesskab? Især når vores økonomi var så dårlig.
– Jeg tjener da også penge, svarede han surt.
Jeg begyndte at skræppe op om hans gæld og bankrådgiverens ord og den ferie, vi skulle sparre op til.
– Hold nu op med at behandle mig som et barn. Du er hele tiden efter mig, råbte Casper.
Pludselig var vi endt i et kæmpe skænderi, og det blev desværre ikke det eneste pengeskænderi, vi skulle få.
Jeg havde egentlig aldrig gået særlig meget op i økonomi, men jeg havde altid formået at sætte næring efter tæring og ikke stiftet gæld. Nu gik jeg pludselig voldsomt meget op i vores forbrug, for jeg brød mig ikke om, at Casper og nu også jeg skyldte så meget væk.

Det provokerede mig virkelig, at Casper var fuldstændig ligeglad med penge.

Det provokerede mig virkelig, at Casper var fuldstændig ligeglad med penge. Ofte kom han hjem med en eller anden teknisk dims, som ham bare måtte eje. Hver gang lovede ham mig, at den nye ting bare var lykken, og den kunne holde i mange år, men hurtigt mistede han interessen, og der kom hele tiden nye, smarte ting på markedet. Der kunne ikke komme en ny mobiltelefon, før han bare måtte eje den. Eller så skulle der nye, smarte fælge på bilen.

Jo mere han brugte, jo mere sparrede jeg. Og jeg følte mig som en sur kælling, hver gang jeg brokkede mig over hans forbrug, men jeg syntes virkelig, at han ødslede pengene bort. Han var stadig utrolig sød til at forkæle mig med blomster og gaver, men jeg kunne efterhånden slet ikke glæde mig over opmærksomheden, jeg tænke bare på, hvad det havde kostet, og gælden, der voksede og voksede. Ordet opsparing fandtes ikke i Caspers ordforråd. Han brugte penge, som trykte han dem selv, og det gjorde mig ked af det. Hvorfor kunne han ikke forstå, at det virkelig betød noget for mig, at han slappede lidt af med sit dankort, så vi kunne komme ud at rejse.

Ingen rudekuverter

Når jeg spurgte til vores banksager, slog Casper det hen. Han havde helt styr på det, og det gik fremad med at høvle gælden af, sagde han, så jeg skulle ikke bekymre mig. Det var ham, der styrede vores netbank, og jeg havde på fornemmelsen af, at han holdt sandheden skjult for mig. Det var påfaldende få rudekuverter, jeg så. Casper mødte senere end mig, og han havde altid hentet posten, når jeg kom hjem. Når jeg undrede mig over, at der aldrig kom noget fra banken, blev han sur og påstod, at jeg ikke stolede på ham.
En dag, da jeg mødtes med min veninde Susanne, kunne jeg ikke længere holde mine bekymringer for mig selv.

– Jeg er bange for, at hans forbrug ender med at sætte os på gaden, sagde jeg.

– Jeg er bange for, at hans forbrug ender med at sætte os på gaden, sagde jeg.
– Men du har vel dine egne penge? spurgte Susanne.
Jeg rystede på hovedet og fortalte, at vi havde fælles økonomi, fordi jeg syntes, at det andet var så uromantisk. Susanne gloede på mig, som om jeg ikke var rigtig klog.
– Synes du, at det er mere romantisk at ende på gaden?
Hun forklarede mig, at der ikke var noget galt i at have delt sin økonomi, og så kunne man deles om de fælles udgifter, især når man havde så forskelligt et syn på forbrug som os.
– Så behøver du ikke at bekymre dig om, hvor meget han bruger, for så er det hans eget problem.
Det lød barskt, og jeg havde ikke lyst til at tage så drastisk et skridt, men Susannes forslag blev ved med at runge i mit baghoved.
Sommeren nærmede sig, og et par dage efter mødet med Susanne bragte jeg emnet ferie på banen. Casper var fy og flamme, selvfølgelig skulle vi ud at rejse, og han forslog et krydstogt i Caribien. Jeg stirrede på ham og sagde, at jeg havde forestillet mig, at vi kunne få råd til en uge i Tyrkiet. Casper hørte mig slet ikke, han var allerede ved at google krydstogter på nettet.
– Casper, hør hvad jeg siger, vi har ikke råd til noget krydstogt, sagde jeg højt.
Casper sagde, at vi bare kunne låne.
– Nej, det kan vi ikke. Jeg vil ikke være med mere. Hvis du ikke stopper med at bruge så mange penge, går jeg fra dig.
Mine ord kom lige så meget bag på mig selv, som de kom bag på Casper, men jeg kunne mærke, at jeg havde nået grænsen. Stille sagde jeg: – Jeg elsker dig, men vi må finde en løsning på dit kæmpeforbrug, ellers vil jeg ikke mere.

Lommepenge på kontoen

Casper forstod endelig, at jeg mente det alvorligt, og han var meget lydhør overfor mine forslag.
– Vi må begynde med at holde et møde med banken, og så deler vi vores kontis op igen. Vi får hver en konto med lommepenge, som vi selv bestemmer over, sagde jeg bestemt.
Sådan blev det. En konto til os hver med lommepenge, en fælles konto til faste udgifter, og endelig insisterede jeg på, at vi også fik en feriekonto, hvor vi kunne sætte penge af til ferie. Jeg skulle bestyre alle vores banksager, Casper fik kun adgang til sin egen konto og fik sit dankort skiftet ud med et hævekort.
Jeg havde det lidt dårligt med at sætte min kæreste under administration, men bankdamen bakkede mig op.
– Du gør det rigtige. Hvis I skal have en sund økonomi, så er det det eneste rigtige at gøre, sagde hun og kiggede strengt på Casper. – Mange par ender med at gå fra hinanden, fordi de har økonomiske problemer.
Jeg mærkede, hvordan det var en lettelse for mig, at der var styr på vores økonomi, men Casper døjede med sine shoppe-abstinenser.
– Har du set den nye iPhone? Den er så fed, sagde han begejstret. – Jeg tænkte, om jeg ikke lige kunne låne lidt fra fælleskontoen? Jeg lover, at jeg snart betaler dem tilbage.
– Du må spare sammen, hvis du vil have den mobil, sagde jeg og følte mig lidt som hans mor, men jeg blev nødt til at stå fast, hvis vores økonomi og forhold skulle overleve.

Jeg blev nødt til at stå fast, hvis vores økonomi og forhold skulle overleve.

Det tog lidt tid, men så vænnede Casper sig faktisk til, at han kun havde et begrænset beløb til rådighed, og det hjalp på hans forbrugsmønster, samtidig med at gælden blev mindre. Der er stadig et stykke vej, før vi er gældfri, men der går i den rigtige retning, og jeg er sikker på, at vi nok skal nå i mål, hvis vi holder fast.
I sidste uge kom Casper hjem med en stor buket blomster til mig, og for første gang i lang tid blev jeg oprigtigt glad for den, i stedet for at få ond i maven ved tanken om, hvad den havde kostet.

Skulle Mia have droppet Casper? Skriv din mening herunder.

 

Har du også haft en kæreste, der ikke havde styr på pengene, eller har du selv haft svært ved at styre din økonomi og har mod på at dele din historie på Vores Historier, så skriv til mig eller læs mere her.

 

Kunne du lide denne historie, så læs også beretningen om Julie, der blev ensom, da hun flyttede til en Jeg-var-ensomny by i JEG VAR ENSOM.

 

Eller gå tilbage til LÆS HISTORIER og find en anden, spændende, rørende, tankevækkende virkelighedsnovelle.

 

Efterlad en kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Felter med * skal udfyldes.