MIN MOR VAR FLOV OVER MIG

Jeg har altid været lidt overvægtig, og da min første seriøse kæreste gik fra mig, Min mor var flov over min vægt.vandt kiloene over fornuften. Min mor kommenterede konstant min vægt, og det virkede, som om mine ekstra kilo var blevet hendes nye hobby.

Jeg havde altid fået at vide, at jeg lignede min far Hans. Det var jeg lidt stolt af, da jeg holdt meget af min far, men desværre var det ikke kun hans smilehuller og brune øjne, jeg havde arvet. Det var også hans lidt for polstrede korpus. Hans havde altid været i lidt for god stand, og det samme var jeg. Det var, som om at vi bare skulle gå forbi en bager, så tog vi på, hvilket er en stor kontrast til min mor Tove, der altid havde været slank. Jeg huskede fra min barndom, hvordan hun ofte var på nakken af min far, når han tog to gange af desserten.

Selv havde jeg kæmpet med vægten gennem mine teenageår, og som 25-årig måtte jeg konstatere, at dellerne havde vundet den første runde.

Selv havde jeg kæmpet med vægten gennem mine teenageår, og som 25-årig måtte jeg konstatere, at dellerne havde vundet den første runde. Min første seriøse kæreste Tom var flyttet fra mig et år forinden, og siden havde jeg haft mere end almindeligt svært ved at gå forbi supermarkedets hylder med slik og chips. Bare lige et par stykker chokolade til at komme gennem aftenen på, og vupti så havde jeg tømt hele pakken.

Min mor og far havde været en stor støtte gennem den svære tid, men nu var det, som om min mor mente, at jeg burde være kommet så meget videre, at jeg kunne bruge min energi på noget andet end mit knuste hjerte – som for eksempel min overvægt.
– Lise, måske burde du lade sovsen stå og nøjes med den dejlige, fedtfattige dressing, jeg har rørt til dig? sagde hun en aften, da jeg spiste middag hos mine forældre.

Min mor havde altid gået meget op i sit udseende, og selv om hun aldrig havde haft problemer med vægten, var hun en omvandrende kalorietabel.
Jeg satte irriteret sovsen fra mig, for jeg følte mig som et 5-årigt barn, der blev irettesat.
– Hold nu op, Tove, vi skal jo hygge os, og der skal altså sovs til en steg, og så kan Lise spise fedtfattig dressing i morgen, sagde min far udglattende.
– Det er jo bare for dit eget bedste, min skat, sagde min mor venligt og klappede mig på hånden.
Jeg vidste jo godt, at jeg vejede i hvert fald femten kilo for meget, og jeg vidste også, at jeg burde gøre noget ved det. Jeg havde også de bedste intentioner om motion og sund kost, men når jeg kom træt og sulten hjem fra arbejde, var vejen til de usunde valg kort, og tanken om en tur til fitnesscentret eller en løbetur meget langt væk.
Det var ikke fordi, at jeg stadig sad og begræd Toms afgang, men jeg havde fået nogen dårlige vaner, som var svære at bryde, og det virkede som en uoverskuelig opgave at gå i gang med en kur, når jeg var træt og sulten.

Ydmygt på shoppetur

Et par uger senere mødtes min mor og jeg inde i byen efter arbejde. Planen var, at vi skulle kigge på butikker og drikke kaffe. Egentlig havde jeg ikke meget lyst til at shoppe, for jeg vidste godt, at jeg næppe ville kunne passe noget i de små modebutikker, hvor mor Tove slæbte mig ind. Hun
– Det gælder om at klæde sig, så man kamuflerer sine uheldige sider, sagde hun og styrede mig direkte hen mod en række sorte skjorter.
– Sort slanker, sagde hun og rakte mig en skjorte.
– Mor, jeg har ikke brug for en sort skjorte, sukkede jeg.
Jeg syntes faktisk, at jeg klædte mig pænt, for jeg havde fundet en god butik på internettet, der solgte smart tøj i min størrelse, men min mor havde åbenbart en anden mening. Hun havde fundet assistance i form at en tyggegummignaskende slagsassistent, som hun var ved at belære om former og farver.
– Jeg har også forsøgt at forklare min datter, at hun skal vælge noget med lodrette striber, for det slanker, sagde hun.
Slagsassistenten forsøgte at forklare mor, at striber ikke lige var en del af det aktuelle modebillede. Selv stod jeg i prøverummet og svedte, mens jeg prøvede at lukke den sorte skjorte. Med et rask snuptag hev min mor forhænget fra, og der stod jeg og mine deller til frit skue.

Med et rask snuptag hev min mor forhænget fra, og der stod jeg og mine deller til frit skue.

– Vi har desværre ikke skjorten i en større størrelse, bekendtgjorde salgsassistenten, mens hun kiggede opgivende på mig.
Jeg hev forhænget for og krængede rasende skjorten af.
– Behøvede du at ydmyge mig sådan? spurgte jeg arrigt, da vi igen stod på gaden.
– Jeg ville jo bare hjælpe, sagde min mor sødt, – og jeg har jo arbejdet i tøjbutik, så jeg tænkte, at jeg kunne hjælpe dig med at finde noget, der ligesom skjulte dine former. Jeg ved jo noget om mode.
– Ja, du arbejdede i butik før, du fik mig. Det er 25 år siden, sagde jeg surt.
Det blev ikke til mere shopping den dag.

Misforstået omsorg

Det virkede, som om mine ekstra kilo, var blevet min mors hobby. Hun sendte mig udklip, der handlede om fedmeforskning, følgesygdomme af fedme og ikke mindst masser af opskrifter fra ugebladene på fedtfattigt mad.
Selvfølgelig var det pænt af hende at bekymre sig for mig, men jeg syntes, at hun havde misforstået sin opgave, og jeg blev faktisk stødt over det. Jeg var gammel nok til at tage vare på mig selv, og jeg vidste godt, at det var usundt at veje for meget, men jeg havde altså andre ting at gå op i. Jeg havde fået tilbudt en bedre stilling på min arbejdsplads, hvilket jeg var meget stolt over, men det virkede, som om Tove hang sig mere i mine madvaner end min karriere.
– Nu sørger du for at få spist en ordentlig morgenmad, før du skal af sted. Morgenmaden er det vigtigste måltid, sagde hun, da jeg ringede og fortalte om jobbet, og at jeg ville til at møde lidt tidligere for at komme på omgangshøjde med det nye område.

– Du går da også så meget op i det arbejde, Lise. Hvordan skal du nogensinde finde dig en kæreste?

– Du går da også så meget op i det arbejde, Lise. Hvordan skal du nogensinde finde dig en kæreste?sukkede hun, – måske skulle du bruge lidt mere tid på dig selv og dit udseende end på arbejdet. Hvem takker dig for at have brugt så meget tid på jobbet, når du bliver gammel og grå og ensom?
Jeg blev sur. En knækket negl kunne ødelægge Toves dag, men jeg mente altså ikke, at udseendet betød alt her i verden.
– Mor, jeg skal nok finde en kæreste en dag, sagde jeg træt og mumlede noget om indre værdier frem for et perfekt udseende.
– Jeg siger dig bare, at unge mænd er meget krævende i dag, sagde min mor skarpt og sagde farvel.

Jeg var vred og ked af det, for hun havde jo ramt en nerve. Selvfølgelig ville jeg gerne have en kæreste, og jeg havde da også mødt et par fyre siden Tom, men jeg blev lidt forlegen, når de rørte ved min krop. Jeg var pinlig bevidst om præcis hvor, mine deller sad, og jeg forsøgte at undgå, at fyrene så mig uden tøj. Det havde været noget andet med Tom, for vi havde været kærester i fire år, og dengang havde jeg heller ikke været helt så stor, som jeg var nu.

Mor i mussehullet

Min mor var simpelthen flov over mig og min store størrelse. Det gik op for mig en dag, hvor jeg skulle hente hende på hendes arbejdsplads. Tove havde sagt, at jeg bare kunne ringe til hende, når jeg stod udenfor, men da det regnede, og min mobiltelefon var løbet tør for strøm, gik jeg bare ind og henvendte mig i receptionen. En venlig dame forklarede, hvor jeg fandt min mor.
– Er du Toves datter? sagde min mors kollega, da jeg havde fundet det rigtige kontor, – hvor sjovt, I ligner slet ikke hinanden.

Nej, det gjorde vi i sandhed ikke. Tove havde altid perfekt makeup på, og håret var sat, mens jeg gemte makeuppen til festlige lejligheder, og så var der jo det med størrelsen. Hvor Tove uden problemer kunne krybe i en størrelse 38, måtte jeg mindst op i en størrelse 48.
Min mor så ud, som om hun kunne være krybet i et mussehul, og begyndte nærmest at undskylde på mine vegne: – Lise er faldet efter sin far, og hun har lige været igennem en hård periode med kærestesorg. Har du ikke også, skat? Og så skal man jo have lidt at trøste sig med.
Kollegaen fortrak hurtigt, og jeg hvæsede af min mor, hvorfor skulle hun stå og fortælle en vildt fremmed om mit privatliv.

– Jamen, hun skulle da nødigt tro, at vi havde opfostret dig med fløde, vel?

– Jamen, hun skulle da nødigt tro, at vi havde opfostret dig med fløde, vel? var min mors eneste svar.
Jeg var sikker på, at hun ville bruge de næste mange frokostpauser på finde på undskyldninger for, hvorfor hendes datter var blevet så tyk. Jeg fik en grim fornemmelse af, at Tove havde bedt mig om at vente udenfor, fordi hun helst ikke ville have, at hendes kolleger så hendes tykke datter. Hun var simpelthen flov over mig.

Mors kalorietyrani

Jeg var efterhånden ved at være godt træt af min mors spydige kommentarer til min vægt. Hver gang jeg var til middag, vogtede hun over alt, hvad jeg spiste, og hvis jeg tog en ekstra gang af desserten, skulle hun nok gøre mig opmærksom på, hvor meget fløde og sukker der var i retten.
Min far forsøgte at få hende til at slappe lidt af, men han var også underlagt hendes kalorietyrani. Med hviskende stemme fortalte ham mig, hvordan hun sommetider kom klid i frikadellerne, for at de skulle være mindre fede.
– Ja, det er ikke en let opgave at være tyk her i huset, sagde han med et glimt i øje.

En aften fik jeg nok af min mor og hendes evige kommentarer. Vi fik flæskesteg til middag, men da jeg spurgte til, hvad der var blevet sværene, fik jeg svaret, at dem havde Tove smidt ud.
– Du og din far har ikke godt af at spise sværene, sagde hun bestemt.
Nu blev jeg gal og efter at have bidt frustrationerne i mig i så lang tid, måtte jeg have luft.
– Sig mig en gang, mor, synes du, at jeg er for fed? Generer det dig, at jeg ikke er ligeså perfekt tynd som dig? -Hvor må det være pinligt for dig at have sådan en tyk datter, råbte jeg.

-Hvor må det være pinligt for dig at have sådan en tyk datter, råbte jeg.

Min mor så helt forkert ud i hovedet, og jeg så, hvordan de røde pletter på halsen voksede frem: – Jeg vil jo bare hjælpe dig. Jeg er så bekymret for, at far og nu også dig skal død tidligt, fordi I er overvægtige. Jeg var jo ikke så gammel, da min far døde.
Jeg huskede svagt, at min morfar var død af en blodprop i hjertet.
– Jeg var ikke klar over, at morfar var overvægtig, mumlede jeg.
– Men det var han, sagde mor med skinger stemme.
Pletterne på halsen havde nu samlet sig til en rød plamage, der ikke passede til min mors pletfrie ydre.
Hendes stemme sitrede: – Jeg synes faktisk, at du er for tyk, og det piner mig, at du ikke gør noget ved det.

Den aften fik vi os for første gang en god snak om min vægt. Min mor fortalte ærligt, at hun var bekymret for mig og sikker på, at jeg ville få et meget bedre liv, hvis jeg tabte mig.
– Jeg vil så gerne hjælpe dig, Lise, men jeg gør det åbenbart helt forkert, sukkede hun og slog ud med hænderne.
Jeg måtte da også indrømme, at jeg var ked af min vægt, selv om jeg forsøgte at fortrænge det.
– Jeg vil da også gerne tabe mig og finde en kæreste, indrømmede jeg, – det er bare så uoverskuelig en opgave at skulle løse alene.
Vi talte længe om, hvad jeg kunne gøre, og vi blev enige om, at min læge var et godt sted at starte.
Via min læge kom jeg på et slankehold, og selv om jeg var dødnervøs, første gang jeg skulle derhen, blev det alligevel en god oplevelse at møde andre i samme situation. Da jeg trådte ind ad døren, kunne jeg straks se, at jeg langt fra var den eneste, der trængte til at tabe sig lidt. Faktisk var der mange, der vejede meget mere end mig. På holdet lærte jeg at spise rigtigt, og jeg fik motivationen til at dyrke motion. Jeg lavede endda en træningsklub med to andre piger, hvor vi trænede sammen, og senere blev konceptet udvidet til fælles madlavning.

Jeg vil sige til min mors ros, at hun var der hundrede procent for mig hele vejen igennem. Når jeg var ved at opgive eller fandt i med en plade chokolade fredag aften, var hun klar med opmuntring, og hun var den første til at rose mig, når pilen på vægten gik den rigtige vej.
Over det næste tabte jeg næsten 20 kilo, og jeg måtte indrømme, at jeg blev et nyt menneske. Det blev en fornøjelse at købe nyt tøj, og følelsen af at kunne gå op ad trappen uden at blive forpustet var fantastisk.
Selv om min mor bar sig kluntet af, måtte jeg indrømme, at det var hende, der havde skubbet mig i den rigtige retning, og uden hende var jeg nok stadig overvægtig.

 Er det i orden at kommentere andres vægt? Skriv din mening herunder.
Har du haft ubehagelige oplevelser på grund af din vægt, så fortæl din historie på Vores Historier. Send en mail eller se her.

 

Læs også historien om Malene, der bliver jaloux på sin nye kæreste Thomas’ lille Jeg-var-jaloux-på-et-barndatter i beretningen JEG VAR JALOUX PÅ ET BARN.

 

Eller gå tilbage til LÆS HISTORIER og find en anden, spændende, rørende, tankevækkende virkelighedsnovelle.

Kommentarer (2)

  1. Maria messerschmidt 2. december 2017 at 14:44

    Ja jeg synes bestemt det er ok at gøre ens datter opmærksom på at hun er overvægtig. Her menes ikke det om muligt, skal gøres på nedladende vis, men som en hjælp til et nødvendigt og varigt vægttab. Min datter på 20 år er overvægtig. Hun bor stadig hjemme, går i 3. G. Har veninder, er vellidt og udadvendt. Vi har forsøgt med diætist, fitness, hun har haft personlig træner, håndbold, zumba, kostomlægning mm.Men intet har hjulpet på sigt udover sporadiske vægttab
    hvilket desværre ikke har varet ved. Tværtimod. Hun vejer 12-15 kg for meget og har ingen
    mæthedsfornemmelse. Jeg finder ofte slikpapir,
    tomme chipsposer, sodavandsdåser
    på hendes værelse. Hendes far og jeg er begge slanke og løbetræning er min store passion.

    Mine reaktioner overfor hende har været alt fra forsøge at hjælpe, støtte og opmuntring, til et vægttab, som ender i konflikter, skænderier og spydige bemærkninger over hendes vægt,
    madindtag, usunde kostvaner og intet af det hjælper. Hun bliver vred og påstår hårdnakket at hun ikke behøver at tabe sig, så jeg har derfor i en periode ændret strategi og holdt op med at
    kommentere hendes vægt med det formål at hun selv skal gøre en indsats og blive motiveret
    for at komme sit vægttab til livs. Så vi på sigt får et mor/datter forhold der er tåleligt. Men jeg kan ikke blive
    ved med at være vidne til hun fortsat tager på.
    Hendes far er for længst holdt op med
    at blande sig og siger det er spild af tid med
    flere forsøg når hun ikke erkender problemet.
    Samtidig udtrykker ham overfor mig, at hun ser forfærdelig ud, hvilket han ikke nænner at sige
    til hende. Så jeg er i syv sind, hvad skal jeg
    gøre? Lade stå til, eller reagere og vedblive at
    opfordre, forsøge at hjælpe hende til et varigt
    vægttab eller? Hun kender risikoen for
    diabetes, hjertekar sygdomme og for forhøjet
    blodtryk, men det har ej heller nogen effekt.

    En bekymret mor

    • Vibeke2 4. december 2017 at 9:11

      Tak for din kommentar. Det er et svært dilemma, du står i. På den ene side er det svært at give op overfor sine børn, og på den anden så kan man ikke tvinge hesten til at drikke. Du har vist hende truget, og så må man håbe, at hun en dag bliver så tørstig, at hun drikker. Har du lyst til at fortælle hele din historie i anonymiseret udgave, er du velkommen til at kontakte mig her: vibeke@voreshistorier.dk

Efterlad en kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Felter med * skal udfyldes.