Mit liv som social-slut

Mit liv som social slut

En trofast læser af denne blog har gjort mig opmærksom på, at jeg endnu ikke er vendt tilbage til historien om min udflytning til provinsen, som det hedder på moderne dansk. Og da man ikke skal efterlade læserne hængende på klippen alt for længe, eller bliver de så pokkers trætte i armene og falder fra, kommer her beretningen om mit liv som social slut – slut som i det engelske ord for ‘let på tråden’ – altså en, der er til fals for alt og alle, og det var præcis det, jeg var, da jeg flyttede til en den nye by.

Trods mand og børn var jeg oprigtig talt bange for det store grå ensomhedsspøgelse, der suger al energi og initiativ ud af en. Min nærmeste veninder var en times kørsel væk, så jeg var godt klar over, at jeg måtte gøre noget aktivt, for mine nye, bedste venner ville næppe selv banke på min nye hoveddør. Derfor måtte jeg pakke alle fine fornemmelser væk og blive en social slut. Som min gamle far altid sagde: “Man skal ikke overlade initiativet til andre.”

Før jeg flyttede, skrev jeg til en gammel bekendt, der boede i byen. Jeg havde godt nok ikke set hende i over tyve år. Hun skrev tilbage, at hun gerne ville mødes, når jeg var landet. Hvor blev jeg glad for den besked. Jeg ville ikke længere være helt fremmed, fordi der nu var én i byen, der vidste hvem jeg var. Det betød rigtig meget, for tanken om at gå rundt i fremmede gader, uden at kende en eneste, var ikke rar. Hvem er man, hvis ingen kender en og ens historie?

Min datter begyndte i dagpleje, og jeg kastede mig over de sagesløse forældre til de andre børn. Der skulle ikke meget snak til, før jeg smed kaffekortet, og det var ikke nok med løse hensigtserklæringer. Nej, jeg skulle have et nummer – og sommetider også et navn. Så blev der drukket kaffe, og rigtig, rigtig mange gange på mit initiativ. Det hjalp lidt, at der var den undskyldning, at børnene kunne lege sammen. Så virkede jeg ikke helt så desperat. Et halvt år efter flytningen gik jeg på barsel og fik virkelig fik brug for nogle legekammerater. Her kunne min mødregruppe dog tage det værste pres.

På et tidspunkt fik jeg fra en bekendt info på en ukendt kvinde, der også lige var flyttet til byen. Normalt ville jeg lade papirlappen forsvinde ned i den store dametaskes dyb og glemme alt om det, men ikke denne gang. Jeg sendte den ukendte kvinde en mail med ordlyden: “Dette er nok den mærkeligste mail, du modtager i dag…” Jeg følte mig lidt som en stalker, en virkelig særling uden sociale kompetencer, men hun svarede hurtigt tilbage, og ja, hun ville også gerne drikke kaffe.

Nu har jeg boet i byen i over tre år, og jeg kan ikke gå ned i byen lørdag formiddag uden at løbe på folk, jeg er på ‘hej’ og nik med. Jeg drikker kaffe med min søde nabokone og hænger ud med forældre til børnenes venner. Jeg føler mig ikke længere som en fremmed i byen, men der går lidt længere tid, før mine inderste cirkler igen er fyldt op. Jeg har erkendt, at det bare længere tid at opbygge en ny vennekreds, når man er over den førte ungdom.