HJÆLP, MINE FORÆLDRE SKAL SKILLES

Skilsmisser er noget, der foregår hos naboen, ikke hos ens egen mor og far. Sådan tænkte jeg indtil den dag for to år siden, hvor min mor ringede og sagde, at hun og far gerne ville snakke med mig, og det skulle helst være samme aften.

Det undrede mig, for vi havde en aftale lørdagen efter, hvor min mand Kasper, vores datter Cecilie og jeg skulle komme til middag.

– Maria, vi vil gerne tale med dig alene, gentog min mor, og jeg kunne høre, at hendes stemme lød helt forkert.

Jeg kunne mærke uroen i kroppen, da jeg kørte over til mine forældre. Det var en kort tur, men den dag syntes den at vare evigt. Da jeg ankom, åbnede min far døren. Normalt var han altid et stort smil, men nu var smilet stivnet, og det slog mig, hvor gammel han egentlig så ud.

Normalt gik jeg bare ud i køkkenet, fandt en kop og skænkede kaffen, som altid stod klar på kolben, men i dag var der dækket op til kaffe i stuen med småkager, kagetallerkner og små hæklede servietter.

Ingen sagde noget, mens min mor skænkede kaffe. Men så kom ordene.

– Maria, sagde min far og tog en dyb indånding. – Din mor og jeg skal skilles.

– Maria, sagde min far og tog en dyb indånding. – Din mor og jeg skal skilles.

Jeg satte koppen fra mig, som havde jeg brændt mig, og kaffen skvulpede over. Jeg stirrede bare på de to mennesker, der havde bragt mig til verden. – Hvad skal I?

Min mor tog ordet: – Ja, det er noget, vi er blevet enige om, og vi er stadig gode venner.

Ordene gav ingen mening, for jeg havde været sikker på, at mine forældre havde et godt ægteskab. Måske var der ikke den store gnist, men de havde jo også været sammen i 27 år. Jeg kunne til gengæld heller ikke forestille mig, at de havde de store konflikter.

Jeg huskede ikke at have set dem skændtes, siden jeg var en lille pige som med bævrende stemme havde spurgt, om de skulle skilles, da de en dag skændtes over opvasken. Straks var skænderiet stoppet, og min mor havde knælet ned foran mig og strøget mig over håret, mens hun havde forklaret mig, at voksne sommetider var uvenner, men at de altid blev gode venner igen.

Det var mine forældre altså ikke blevet denne gang. Ikke at jeg blev klogere på årsagen til deres brud. Mor sagde en masse om, at de var vokset fra hinanden, og man ikke skulle blive sammen for en hver pris. Far sagde ikke så meget, han sukkede blot og trak opgivende på skuldrene.

Ensom eller euforisk

Jeg forsøgte virkelig at være voksen omkring mine forældres skilsmisse. Jeg var jo 32 år og havde mit eget liv med mand og barn, men alligevel blev jeg frygtelig vemodig, da mit barndomshjem blev sat til salg. Min far flyttede op i sommerhuset, og min mor blev i huset, mens hun ledte efter en lejlighed.

De forsøgte i begyndelsen at holde den pæne tone. Igen og igen forsikrede mor mig om, at hun og far var de bedste venner, men den gode stemning blev ikke ved, og som deres eneste barn blev det mig, der måtte lægge øre til deres frustrationer, sorger og ikke mindst beklagelser over hinanden. Det var ikke så let at gå fra hinanden i en moden alder, som mine forældre måske havde forestillet sig.

Mor ringede nærmest dagligt. Enten var hun dybt ulykkelig og følte sig ensom og gammel, eller så var hun euforisk over det nye liv, som hun forestillede sig vente forude, og så var der ikke grænser for, hvordan hun skulle realisere sig selv med højskoleophold, rejser og aftenskole.

– Og måske møder jeg en ny mand en dag, for jeg er jo stadig en attraktiv kvinde, selv om din far ikke kunne se det, bare fordi han selv var blevet så gammel og forstokket, sagde hun.

– Mor, det er altså min far, du taler om, forsøgte jeg at sige, men mor fortsatte bare sin talestrøm.

Min far ringede også, dog ikke med samme hyppighed som mor. Han var mere lavmælt og trist, men det kunne ikke skjules, at han var voldsomt bitter på min mor.

– Så syntes hun pludselig ikke, at vi havde mere at snakke om. Men hvad hulen havde hun regnet med? Vi har været sammen i 27 år.

– Her har jeg knoklet i så mange år for at give hende det liv, hun ønskede, og hvad er så takken? Så snart jeg er gået på efterløn, vil hun ud og realisere sig selv, hvislede han. – Så syntes hun pludselig ikke, at vi havde mere at snakke om. Men hvad hulen havde hun regnet med? Vi har været sammen i 27 år.

Min far sukkede, og jeg forsøgte at indsparke et par bemærkninger om, at det måske heller ikke altid havde været lige let for mor, at han var så dedikeret til sit arbejde, men også her talte jeg for døve øre.

Jeg brød mig ikke om at høre på, hvordan mine forældre kritiserede hinanden, og jeg kunne slet ikke have, når min mor talte om, hvor frygteligt ægteskabet havde været. Det var altså min far og min barndom, hun talte om, og jeg havde sådan set været ganske godt tilfreds med begge dele.

Jeg håbede, at det bare var en periode, vi skulle igennem, og derpå ville mine forældre få det gode forhold til hinanden, som de havde proklameret ved skilsmissen. Desværre havde det lange udsigter.

Lidenskabelige skænderier

Hussalget blev en prøvelse for alle parter. Først måneders frustrationer over, at der ikke var nogen købere, og endeløse diskussioner om, hvorvidt huset skulle sættes yderligere ned. Da der endelig meldte sig en køber på banen, og købsaftalen var underskrevet, fulgte lange, udmagrende kampe om, hvem der skulle have hvad i bodelingen.

De kæmpede om de mystiske ting, og jeg må indrømme, at jeg slet ikke kunne genkende mine ellers så skikkelige forældre, som nærmest lidenskabeligt skændtes om kuglegrillen.

– Maria, du må da give mig ret i, at det ikke er rimeligt, at han skal have grillen, bare fordi det var ham, der altid grillede, sagde min mor med hysteri i stemmen.

Jeg sukkede: – Mor, du tør knap nok tænde et stearinlys, hvad vil du så med en grill?

– Hvis de bare havde lagt halvt så meget lidenskab i deres ægteskab som i deres skænderier, var de nok ikke gået fra hinanden, sagde jeg til Kasper, da jeg havde lagt røret.

– Hvis de bare havde lagt halvt så meget lidenskab i deres ægteskab som i deres skænderier, var de nok ikke gået fra hinanden, sagde jeg.

Som eneste barn blev jeg genstand for al mine forældres opmærksomhed, men ikke kun på den gode måde. De var meget optagede af, hvor meget kontakt jeg havde med den anden, og de blev begge dybt sårede, hvis jeg havde fortalt den ene noget, som den anden ikke vidste. Tidligere havde jeg jo bare ringet hjem og talt med den, der nu tog telefonen, og så var nyhederne blevet spredt, men sådan var det ikke mere.

Nu kunne jeg ikke bare tage knoglen og ringe. Først skulle jeg beslutte, om jeg ville tale med mor eller far, men når jeg så havde talt en time med mor, orkede jeg ikke altid at ringe til far og snakke en time mere.

Derfor forsøgte jeg at huske, hvem jeg havde talt med sidst, så jeg kunne dele sol og vind lige, for af en eller anden underlig grund vidste mine forældre altid, når jeg havde talt med den anden. De ville ikke være i stue sammen, men de havde åbenbart en masse kommunikation via mail og sms.

– Jeg hører, at Cecilie var syg i sidste uge, sagde min far bebrejdende. – Men mig ringer du jo heller ikke så tit til.

– Hold nu op, far, sagde jeg. – Jeg ringer da ligeså meget til dig som til mor, men mor ringer bare selv hele tiden, og så kan jeg jo ikke så godt sige til hende, at jeg ikke vil snakke, vel.

Jeg følte virkelig, at jeg havde overhalet mine forældre i alder og modenhed med mange år.

Din far kan ikke passe børn

Havde mor været til middag en aften, blev jeg nødt til at invitere far ugen efter, ellers blev han ked af det, og min mor fandt begravelsesminen frem, hvis hun hørte, at Kasper, Cecilie og jeg havde tilbragt hele søndagen i sommerhuset.

– Ja, mig stikker du jo bare lige hovedet ind til i en halv time, mens en anden en får heldagsbesøg, vrissede hun.

Jeg forsøgte at forklare hende, at eftersom hun boede i en lejlighed ti minutter fra os, og far boede i sommerhuset, som lå 40 kilometer væk, var det ikke sådan lige at stikke forbi far en eftermiddag.

Bedre blev det ikke, da Cecilie blev syg tre uger senere. Hun havde feber, hostede og var snottet, og det var ganske udelukket at sende hende i børnehave. Jeg blev hjemme den første dag, men da min stakkels datter stadig var sløj dagen efter, var der ikke andre muligheder end at hidkalde assistance.

Jeg ringede til far, der havde forladt arbejdsmarkedet, og han ville hellere end gerne køre de 40 kilometer for at passe sit barnebarn. Da jeg kom hjem fra arbejde, sad morfar og Cecilie og læste bøger, og jeg blev varm om hjertet ved at se, hvordan de begge hyggede sig. Heldigvis var det lørdag dagen efter, og Cecilie blev rask i løbet af weekenden.

Søndag kiggede min mor forbi, og jeg fortalte hende, at Cecilie havde været syg.

– Kom far og passede Cecilie? sagde min mor med skinger stemme. – Din far kan da ikke passe et barn. Hvorfor ringede du ikke til mig?

– Ja, så far kom og passede hende i fredags, sagde jeg henkastet, mens jeg satte vand over til kaffe.

– Kom far og passede Cecilie? sagde min mor med skinger stemme. – Din far kan da ikke passe et barn. Hvorfor ringede du ikke til mig?

Min mor lød meget fornærmet, og jeg syntes nærmest, at det var komisk, at jeg måtte forklare hende, at hun altså havde et arbejde, og derfor forventede jeg ikke, at hun kunne stille op.

– Jeg kunne da have taget fri, hvis jeg altså havde fået buddet, sagde hun fornærmet.

– Hold nu op mor, du bliver dårligt nok hjemme, når du selv er syg, sagde jeg og følte mig træt, meget træt.

Farvel til den søde datter

Efter den dag begyndte jeg at sortere i, hvad jeg fortalte mine forældre, for alt blev misforstået og fejlfortolket. Ikke fordi jeg bevidst ville holde oplysninger væk fra dem, men det var bare så anstrengende, at jeg skulle forsvare mig overfor den ene, hver gang jeg tillod mig at være i kontakt med den anden.

Jeg kunne sagtens forstå, at det var svært for dem begge at være alene, men jeg orkede bare ikke at høre på deres brok og beklagelser. Derfor begyndte jeg at undlade at fortælle min mor, hvis vi havde besøgt min far, og når jeg var sammen med far, sagde jeg ikke, at mor var forbi dagen før.

Det var anstrengende for mig, men jeg undgik da deres bebrejdelser indtil den dag, hvor jeg fik nok af at være den søde datter. Min mor var som så ofte forbi til kaffe, og hurtigt fik hun drejet snakken ind på sit yndlingsemne – min far.

– Hvad får han dog tiden til at gå med oppe i sommerhuset? Han har altså altid været en sær snegl, og det bliver da ikke bedre, når han går alene hele dagen deroppe. Eller han er måske ikke alene?

Mor stoppede sin ordstrøm og kiggede spørgende på mig. – Ja, det kunne lige passe, at han har fundet sig en eller anden ung frille. Jeg husker nok, hvordan han altid gloede efter de unge piger.

Jeg mærkede, hvordan raseriet boblede i mig, og den dag kunne jeg bare ikke tage en dyb indånding og bære over med min mor.

– Mor, nu stopper du, råbte jeg. – Du skal ikke udspørge mig om far, og jeg vil ikke høre flere nedladende bemærkninger om ham. Selv om I er blevet skilt, er han altså stadig min far, og det skal du respektere.

Mor stirrede forbløffet på mig, og jeg var egentlig også selv noget overrasket over, hvor det uvejr kom fra. Jeg plejede ikke at råbe af folk og slet ikke af mine forældre. Jeg skulle til at undskylde og glatte ud, men i stedet kneb jeg munden sammen. Det var jo rigtigt, det jeg havde sagt. Jeg ville ikke længere være lusen mellem deres negle.

– Hvis du vil vide noget om far, må du selv ringe til ham, sagde jeg som afslutning på min salut.

– Hvis du vil vide noget om far, må du selv ringe til ham, sagde jeg som afslutning på min salut.

Mors mund rynkede sig sammen, og kort tid efter gik hun. Først havde jeg det først dårligt med, at jeg havde råbt af hende, men når jeg så gennem den dårlige samvittighed, havde jeg det faktisk rigtig godt med at have sagt fra overfor hende, og Kasper forsikrede mig om, at hun nok skulle blive god igen.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville give min far samme besked. Jeg ringede til ham og fortalte om samtalen med mor.

– Og det gælder også for dig, far, sagde jeg. – Fremover vil jeg ikke høre dig sige noget grimt om mor.

Min far blev først stødt, for han syntes bestemt ikke, at han talte nedladende om mor.

– Men at hun gør det, det under mig ikke, begyndte han, men jeg stoppede ham. Det var lige præcis den salgs tale, som jeg ikke længere vil tolerere.

 

Den dag blev jeg voksen i mine forældres øjne. Jeg var ikke mere den søde datter, der bare tog i mod, for jeg sagde stop, når de begyndte at brokke sig over hinanden. I starten syntes de, at jeg overreagerede, men efterhånden forstod de, at jeg ikke ville høre på deres brok.

I dag er det to år siden, at mine forældre gik fra hinanden, og jeg har et godt forhold til dem begge. De er begge kommet videre med deres liv, og bitterheden og vreden er blevet skubbet i baggrunden. Nu er de igen mine to fornuftige og dejlige forældre, og jeg er endda begyndt at lege med tanken om at invitere dem sammen.