Slip ungerne fri
I sin nytårstale slog Dronningen et slag for, at vi lader vores børn være børn, uden at vi overvåger dem 24/7. Jeg tvivler på, at vor dronning har fået ret mange Vanish-krævende pletter på silkekjole som barn, men hun havde en pointe.
I bunden af vores have løber der en lille bæk. På den anden side af bækken ligger der et grønt område med en lille sø. Ikke et velfriseret anlæg, selv om kommunen både har sat bænke og borde op og lavet stier, men et grønt område, hvor skvadderkål og brændenælder godt kan stå i knæhøjde. Udover de lokale hundeluftere er der ikke mange, der kender det lille område, hvor træer og buske får lov at vokse relativt frit.
Nu er det længe siden, jeg har klatret i træer og fanget hundestejler, men jeg føler mig nu ret sikker på, at der er masser af ildespydende drager og fæle trolde, der skal bekæmpes, i det grønne område. Stedet kalder på, at man kaster sig ud i leg af den slags, der giver røde kinder, mudrede sko og revnede bukser. Hvis man altså får lov.
Stedet kalder på, at man kaster sig ud i leg af den slags, der giver røde kinder, mudrede sko og revnede bukser. Hvis man altså får lov.
Min første tanke, da jeg så søen, var da også: ‘Åh nej, kan man have små børn så tæt på sø og bæk? Tænk, nu hvis de falder i vandet og drukner?’ Ja, det kan ske, og det ville være det mest tragiske, man kan forestille sig, men vi skal huske os selv på, at det sjældent sker.
Jeg interviewede for et par måneder siden med en kvinde, der havde vendt livet i København ryggen og var flyttet til Ærø med sin 10-årige søn. Hun fortalte, at hun ofte ikke vidste, hvor han var, og da han ikke havde en mobiltelefon, kunne hun ikke ringe og spørge. Hun havde ikke behov for hele tiden at vide, hvad han lavede, og det var en stor lettelse i forhold til livet i København. Her er det for mange forældre nærmest et halvtidsjob at følge sine børn til og fra skole, fritidsaktiviteter og legeaftaler. Og børnene får heller ikke lov selv at gå i gården og lege, for hvad kunne der dog ikke ske i en lukket gård på Vesterbro?
Hvornår skal vores børn spise skovsnegle, lege kysselege i hemmelige huler eller ryge deres først cigaret (Gud forbyde det), når vi hele tiden overvåger dem?
Hvornår skal vores børn spise skovsnegle, lege kysselege i hemmelige huler eller ryge deres først cigaret (Gud forbyde det), når vi hele tiden overvåger dem? Hvordan skal de mærke suset i maven af farer og spænding, når vi konstant pakker dem ind i vat?
Jeg er heller ikke meget for at lade mine unger gå ned til søen alene, men vi bliver nødt til at give slip og lade dem gøre deres egne erfaringer, for hvordan skal de blive klar til voksenlivet, når mor og far hele tiden står klar udbredte arme og tudekiks?
Vi er dårlige forældre, hvis vi ikke lade de små poder gå på eventyr og være Huckleberry Finn for en dag, ellers bliver de aldrig modige, robuste og selvstændige. Det er ikke nemt at give slip, men vi bliver nødt til at have så meget tillid til vores egen opdragelse og stole så meget på vores unger, at vi tør lade dem gå ud af døren uden gps.
Inger 7. januar 2016 at 23:24
Netop. Hvor mange forældre tillader deres børn at have lommekniv? Jeg har haft én siden jeg var syv, og den var mest til at spille ‘landverovertje’ (altså et spil hvor der kastes sin kniv i jorden, så man ‘erobrer’ land af sin modspiller). Med at nægte sit barn noget farligt, nægter man også, at man har tillid til at barnet kan opføre sig ansvarligt. Det er et giftigt budskab.