Del dine historier

Sommetider er det okay at bakke ind i et skilt

Den anden dag havde jeg en skøn, lang telefonsamtale med en gammel veninde (ja, man kan godt ringe fra og til en smartphone!). I fem kvarter snakkede vi om løst og fast, og jeg nåede også at fortælle om min debut i et parkeringshus.

Jeg har en lang række af bilepisoder bag mig, jeg vil ikke kalde det ulykker, for ingen er døde. Blodtrykket er dog steget hos min far og mand gennem årene, når jeg endnu en gang er kollideret med et drivhus, en carport eller et grantræ på en sommerhusgrund. Måske er det derfor, at jeg aldrig før har vovet mig ind i et parkeringshus.

Blodtrykket er dog steget hos min far og mand gennem årene, når jeg endnu en gang er kollideret med et drivhus, en carport eller et grantræ på en sommerhusgrund.

Altså før den morgen, hvor jeg var lidt for sent til en aftale og derfor valgte en parkeringskælderløsning på mit parkeringsproblem (og, nej jeg kan stadig ikke parallelparkere, som jeg ellers her på siden har proklameret, at jeg skal lære inden nytår). For at gøre en lang historie kort, så måtte jeg tilkalde vagten hele to gange under bilens fire timer lange opholde i den møgdyre parkeringskælder (hvorfor er der i øvrigt ikke nogen, der laver et lavprisparkeringshus? Ideen er hermed givet videre).

Sidste gang fordi jeg var bakket ind i et helleanlæg med et skilt og ikke selv kunne komme ud, uden at bilens lak kom i yderlig karambolage med skiltet. En rar parkeringsmand cyklede mig til undsætning og holdt masken, mens han bakkende min bil fri fra nærkontakten med skiltet – og ja, der kom ridser. Er sikker på, at vagterne har grinet meget af den forvirrede dame i den blå jakke den dag.

En rar parkeringsmand cyklede mig til undsætning og holdt masken, mens han bakkende min bil fri fra nærkontakten med skiltet.

Historien fik min veninde til at grine højt, hvorpå hun undskyldte og forklarede, at hun altså ikke grinede af mig men af situationen, men der var sådan set ikke noget at undskylde. Tværtimod. Hvis vi ikke kunne grine af vores genvordigheder i parkeringhuse eller i andre af livets forhold, er ridserne jo helt forgæves.

Min kloge morfar sagde efter sigende altid: “En gang vil vi også le af dette”. For hvis man kan le af sin ulykken, har skæbnen ikke vundet, for at citere en eller filosof, som jeg ikke kan huske navnet på.
Vi skal le af vores ridser og buler, og det gør vi bedst ved at dele dem med hinanden.

Vi skal le af vores ridser og buler, og det gør vi bedst ved at dele dem med hinanden.

Når vi deler vores historier, deler vi også den smerte, der er forbundet med dem, og så bliver de tunge oplevelser nemmere at bære. Ligesom når vi deler de glade stunder og dermed glæden med hinanden. Vi genkender os selv i hinandens sorger og glæder og finer nye vinkler på vores egne følelser. Vi kan spejle os i deres styrke og tænke: “Hvis Trine kan klare et marathon/skilsmisse/fyring/umulige unger, så kan jeg også”.

På Vores Historier kan du dele dine historier med andre, og du kan gøre det ganske anonymt, så du kan fortælle de historier, som du normalt ikke deler med andre. Der sidder helt sikkert en derude og kan bruge din beretning til noget.