VENSKABET VAR IKKE FOR EVIGT

Jeg var slet ikke i tvivl om, at mit venskab med Malene, Trine og Susanne var for Jeg var slet ikke i tvivl om, at mit venskab med Malene, Trine og Susanne var for livet. Vi ville altid være der for hinanden, men sådan kom det ikke til at gå.livet. Vi ville altid være der for hinanden, men sådan kom det ikke til at gå. Vores unikke venskab gik i stykker, og det har jeg i bund og grund kun mig selv at takke for.

Vi mødte hinanden i 1. klasse, hvor vi blev placeret ved det samme firemandsbord. Det kom vores lærer snart til at fortryde, for der var allerede fra første dag en helt speciel kemi mellem os, og vi snakkede og snakkede, som havde vi kendt hinanden altid. Det blev vi ved med gennem hele folkeskolen.

Altid var vi sammen, og alting delte vi – problemer derhjemme, det første kys og den første kærestesorg. Da vi blev ældre, rejste vi alle til England, hvor vi arbejdede og boede et år, og senere boede vi sammen på kryds og tværs. Jo, Malene, Trine og Susanne var mine bedste veninder, og jeg kunne ikke forestille mig, at de en dag skulle forsvinde ud af mit liv.

Malene var den første, der blev gift, og vi arrangerede en fantastisk polterabend for hende. Snart efter blev Trine gravid. Jeg glædede mig selvfølgelig på mine veninders vegne, og jeg fulgte Trines graviditet med stor interesse. Inden længe kom der flere børn til, og mine veninder fik ammehjerner på stribe, så jeg må indrømme, at da Susanne fortalte mig, at hun var gravid for anden gang, havde jeg svært ved at finde den helt store begejstring frem.

Da vi havde rundet de 30, var jeg den eneste i veninde-flokken, der ikke havde børn, ikke en gang en kæreste havde jeg, og jeg følte, at Trine, Susanne og Malene havde noget sammen, som jeg ikke var en del af.

Da vi havde rundet de 30, var jeg den eneste i veninde-flokken, der ikke havde børn, ikke en gang en kæreste havde jeg, og jeg følte, at Trine, Susanne og Malene havde noget sammen, som jeg ikke var en del af.

Tidligere havde vi mødtes fast en gang om måneden, hvor vi havde lavet mad, drukket rødvin og snakket til langt ud på natten. Det var slut nu, og jeg savnede at være sammen med mine veninder som i gamle dage.

I stedet for eksotisk mad og god rødvin mødtes vi nu over en hurtig gang lasagne og et glas vin, hvis bølgerne gik højt, og alle havde så travlt med at rende rundt efter deres børn, at der slet ikke var tid til at snakke. Malenes datter kunne kun sove i sin egen seng, så hun brød op klokken halv otte, hvis vi ikke var hos hende. Trines ældste havde nærmest damp-agtig adfærd, og Trine måtte hele tiden være over ham, ellers hang han i gardinerne, og Susanne var bare kronisk udmattet, da hun havde fået to børn på tre år.

Jeg prøvede at få gennemtrumfet, at vi sommetider mødtes bare os fire, og alle synes også, at det i teorien var en god idé, men praksis var noget andet. Først var det meget svært at finde en dag, hvor alle kunne få tiltusket sig et par børnefritimer, for så skulle manden på kursus, eller der var skoldkopper i omløb, og da det endelig lykkedes, blev det bestemt ikke den hyggeaften, som jeg havde forestillet mig.

En flok husmødre

Jeg havde brugt lang tid på at købe ind og lave mad, for jeg havde virkelig glædet mig til denne veninde-aften, men ak, mine før så fantastiske veninder var pludselig blevet reduceret til en flok husmødre, der kun gik op i deres børn, og hvor der var bleer på tilbud.

Jeg overvejede at skifte job, men jeg var usikker på, om det nu også var det rigtige for mig, og det havde jeg set frem til at vende med mine veninder. Jeg forsøgte flere gange at bringe emnet på banen, men Susanne, Trine og Malene vendte hele tiden tilbage til børnesnakken.

– Jeg har ringet til kommunen så mange gange for at få styr på Frederikkes børnehave. Det kan virkelig ikke passe, at det skal være så svært at få en afklaring, sagde Susanne harmdirrende, mens de andre to nikkede energisk og kom med andre skrækhistorier om kommunens pasningsanvisning.

   – Søde, det havde du altså ikke behøvet, sagde Malene, da jeg kom tilbage med vinen. – Jeg skal i hvert fald ikke have mere, da jeg er i bil

Jeg gik ud i køkkenet og åbnede en flaske vin mere, for jeg havde ikke rigtig noget at bidrage med.
– Søde, det havde du altså ikke behøvet, sagde Malene, da jeg kom tilbage med vinen. – Jeg skal i hvert fald ikke have mere, da jeg er i bil.

Jeg sukkede og tænkte på, om det virkelig var de samme kvinder, som tidligere kunne drikke rødvin og snakke den halve nat. Nu brød de op klokken ni, og da havde Malene længe siddet og trippet, for hun ville gerne hjem og sige godnat til Freja.

Jeg forstod slet ikke, hvad der dog var sket med mine fantastiske veninder. Vi havde intet til fælles mere, og det gjorde mig ked af det. Jeg skænkede mig et glas rødvin, da døren var smækket bag pigerne, for der var rigeligt tilbage i flasken.

Lortebleer og manglende søvn

Næste dag ringede Susanne for at sige tak for sidst. Hun syntes, at det havde været sådan en hyggelig aften, og det måtte vi snart gøre igen.
– Synes du virkelig? røg det ud af mig, og Susanne spurgte undrende, hvad jeg mente.
– Jeg synes bare, at der er gået alt for meget husmor i den, sagde jeg. – I taler ikke om andet end børn og bleer. Jeg kan overhoved ikke genkende jer længere.

Jeg fik rigtig åbnet op for sluserne og kom med en lang klagesang om, hvor hult jeg syntes, at vores venskab var blevet.
– Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal bruge jer til, afsluttede jeg min svada.

– Søde Julie, jeg er ked af, at du har det sådan, men du bliver nødt til at forstå, at vores liv nu handler om lortebleer og manglende søvn.

Susanne var tavs et stykke tid, før hun svarede: – Søde Julie, jeg er ked af, at du har det sådan, men du bliver nødt til at forstå, at vores liv nu handler om lortebleer og manglende søvn. Vi lever ikke længere det frie og ubesværede liv, som du gør. Selvfølgelig skal vi også lytte til dig, men vi kan bare ikke holde dit tempo længere.

Hun fortsatte med at forklare mig, at hun da også godt kunne savne at drikke rødvin hele natten, men der var ting, der vigtigere.
– Og Julie, tro mig, selv om mit liv måske ser kedeligt ud i dine øjne, så vil jeg faktisk ikke bytte det ud med at være 25 år igen. Det var sjovt dengang, men det her er bare så meget større. Hvis du selv får børn en dag, vil du forstå mig, sagde hun og afsluttede samtalen.

Jeg tænkte længe over samtalen med Susanne. Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville blive så kedelig som hende, Trine og Malene. Hvis jeg fik børn, skulle det ikke begrænse mig på nogen måde. Jeg ville stadig gå på cafe med mine veninder. Jeg forstod virkelig ikke, at man kunne ændre personlighed, bare fordi man omgav sig med børn. Men jeg blev klogere, meget klogere.

Mand med bagage

Jeg begyndte at se mere til et par kolleger, der heller ikke havde børn, for jeg blev så irriteret af at høre på mine veninders børnesnak. De inviterede mig stadig til diverse børnefødselsdage og sammenkomster, men jeg sagde ofte nej tak. Jeg orkede ikke at sidder der i deres storblomstrede ligusteridyl og høre dem tale om gode fjernsynsvaner for treårige. Vi var alle 31 år, men jeg følte ofte, at mine veninder var blevet 10 år ældre end mig.

Så hellere gå i byen med mine to singlekolleger. Vi talte samme sprog og havde det sjovt i hinandens selskab. Det var under en af disse byture mødte jeg Stefan. Vi faldt i snak, og før jeg havde set mig om, blev vi venligt men bestemt bedt om at gå, fordi baren lukkede. Vi skiltes med et stort knus og en aftale om at ringes ved.

Jeg smilede bare lykkeligt til ham for detaljen med, at han havde to børn fra et tidligere forhold, havde slet ikke bundfældet sig.

– Der går nok lige en uge, før vi kan ses, for jeg har mine børn i næste uge, sagde Stefan og vinkede.
Jeg smilede bare lykkeligt til ham for detaljen med, at han havde to børn fra et tidligere forhold, havde slet ikke bundfældet sig.

Stefan ringede allerede dage efter, og vi snakkede længe. Han var let at tale med, og nu fik jeg styr på hans familieforhold. Han havde Simone på seks og Lasse på tre år sammen med sin eks-kone, Marianne, som han var blevet skilt fra året forinden.
– Vi skulle nok være gået fra hinanden for flere år siden, men det er jo svært, når man har to børn sammen, sagde han trist.

‘Fars ven’

Vi aftalte at mødes på en cafe ugen efter. Jeg tænkte mest på, at jeg glædede mig til at se Stefan, ikke så meget på, at han havde to børn, som boede hos ham hver anden uge. Jeg forholdt mig ikke rigtig til, hvordan det ville være at have et forhold til en mand, der havde børn, for jeg gik ud fra, at Stefan og jeg først skulle lære hinanden at kende, før børnene blev introduceret.

Simone og Lasse blev dog snart meget nærværende i mit liv, for Stefan gjorde det klart, at hvis det skulle være seriøst med os, måtte jeg møde børnene, så der var ikke nogen vej udenom.
– Det går jo ikke, hvis du ikke kan sammen med mine børn, Julie, sagde han. – Det er ikke nok, at du vil have mig, du skal også ville mine børn.

Jeg, den evige single var parat til at gå ind i et forhold, hvor der var to børn.

Jeg nikkede energisk. Jeg, den evige single var parat til at gå ind i et forhold, hvor der var to børn.
Jeg blev præsenteret for Simone og Lasse som ’fars ven’, og mødet gik så godt, at jeg snart også så Stefan i børne-ugerne. Stefan og jeg kunne simpelthen ikke undvære hinanden i en hel uge, og så måtte jeg leve med, at der i løbet af natten kom to børn ind i soveværelset og kravlede ned under dynen. Det var lidt grænseoverskridende for en single som mig, og der var absolut ikke noget med at sove nøgen. Men de var et par søde unger, og så hjalp det gevaldigt, at jeg var helt vild med deres far.

Selv om jeg som udgangspunkt godt kunne lide Lasse og Simone, var der mange ting, som jeg skulle vænne mig til. I de børnefri uger kunne vi gå i biffen, gå ud at spise og sove længe, men hver anden uge skulle der til gengæld spises på bestemte tidspunkter og smøres madpakker, og når børnene sov, var jeg dødtræt.

Pludselig kunne jeg godt forstå, at mine gamle veninder ikke altid havde det store overskud, for man blev virkelig træt, når man havde været sammen med børn en hel dag, og Simone og Lasse var endda ikke helt små.

Livet som papmor

Jeg opdagede også, at der er mange glæder ved at have børn i sit liv. Simone var i undre-alderen, og hun spurgte om alt, og der kom mange sjove betragtninger fra hende. Lasse var en rigtig dreng, og han havde det bedst, når han kunne løbe rundt efter en bold.

Så spillede vi fodbold alle sammen, og jeg gik ligeså meget op i det som børnene. Mine gamle veninder skulle virkelig se mig nu, tænkte jeg, når jeg svedende og hujende løb rundt med børnene i haven.

Livet som papmor var dog ikke helt let, ofte stod jeg i situationer, som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle tackle. Der var dage, hvor jeg syntes, at det var enormt irriterende, at Simone ikke ville i seng, eller Lasse ikke ville spise den mad, jeg havde lavet. Jeg var jo ikke børnenes rigtige mor og havde ikke været med fra starten, så jeg måtte bruge meget energi på at finde min rolle i forhold til dem, og ikke mindst i forhold til alle andre.

Børnenes mor, Marianne, var ikke ubetinget begejstret over, at jeg var kommet ind i Lasse og Simones liv.

Børnenes mor, Marianne, var ikke ubetinget begejstret over, at jeg var kommet ind i Lasse og Simones liv, og hun gjorde et stort nummer ud af at markere sine grænser overfor mig. Som den dag, hvor Lasse var syg, og Stefan havde et vigtigt møde. Vi havde aftalt, at jeg tog en hjemmearbejdsdag og passede drengen, men da Marianne hørte det, hastede hun hjem fra arbejde og hentede demonstrativt Lasse.

Tit bandede jeg hende langt væk, men for børnenes og Stefans skyld lod jeg mig ikke mærke med noget. Det kunne i de situationer være rigtig rart at kunne ringe til en veninde og få luft. Desværre havde jeg bare ikke længere nogen, som jeg kunne ringe til. Mine unge veninder på jobbet forstod ikke mine problemer, og det var efterhånden så længe siden, at jeg havde talt med Malene, Trine og Susanne, at det ville være underligt at ringe til dem.

Rødvin frem for høje hæle

Mine gamle veninder var holdt op med at invitere mig efter, jeg længe havde syltet vores venskab, og det var ikke blevet bedre efter, at jeg havde mødt Stefan. Jeg prioriterede vores tid sammen benhårdt, og så var der altså mange ting, der skulle planlægges og koordineres, når der var to delebørn involverede.

Jeg sagde ofte nej, når mine kolleger ville have mig med i byen. Enten skulle vi noget andet, og så måtte jeg indrømme, at jeg faktisk satte mere pris på at dele en flaske rødvin med Stefan fredag aften end at drøne rundt i byen i et par lidt for høje hæle.
– Du er da også ved at blive en rigtig lille husmor, sagde en af de unge kolleger en dag, da jeg endnu en gang havde sagt nej til et arrangement.

Hun lød jo fuldstændig, som jeg havde lydt to år tidligere, da mine veninder skulle tidligt hjem og putte børn.

Jeg skulle til at protestere, men i stedet trak jeg på skulderne, for hun havde jo ret. Hun lød jo fuldstændig, som jeg havde lydt to år tidligere, da mine veninder skulle tidligt hjem og putte børn. Dengang havde jeg ikke været særlig forstående over for mine veninder. Jeg havde ikke kunne rumme, at de var et helt andet sted i livet end mig, og så havde jeg mistet dem.

Det var ikke dem, der havde smidt mig af gruppen, men mig selv, der have trukket mig væk, fordi vi ikke længere var samme sted. Dengang havde jeg været for umoden til at forstå, at hvis man selv giver lidt, får man det tifold tilbage.

 

Skulle Julie have gjort mere for at holde fast i sine gamle veninder? Skriv din mening herunder.
Har du selv oplevet at vokse fra dine veninder? Fortæl din historie på Vores Historier. Send mig en mail. 
Har du lyst til endnu en historie om bonusmødre og delebørn? Læs om Louise, Jeg var vild med min nye kæreste, men jeg var ved at blive vanvittig af alle konflikter, han havde med sin ekskæreste omkring deres datter. En dag besluttede jeg mig for selv at løse konflikten.der for sin sag for, da hun møder Lasse i HUN STYREDE VORES LIV. 
Eller gå tilbage til LÆS HISTORIER og find en anden historie.

 

Efterlad en kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Felter med * skal udfyldes.